Video : Tipsbladet
Superliga

Hemmelighedsfuld om fremtiden: Bliver Retov permanent cheftræner?

Martin Retov vil ikke udtale sig om, hvad møderne med sportsdirektør Ebbe Sand og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen handler om.

Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen meldte forud for pokalfinalen mod FC Midtjylland ud, at man ville have en ny, permanent cheftræner på plads indenfor den kommende uge.

Den uge er efterhånden ved at være gået, men der er endnu ikke blevet præsenteret en ny mand i den stol, som Martin Retov har siddet i siden Alexander Zorniger blev fyret tidligere på forårssæsonen.

Retov selv har kontraktudløb med klubben, når sæsonen udløber, og han fortæller nu i et interview med Ekstra Bladet om sin fremtid, hvor han bliver spurgt til den kontrakt, som løber på sine sidste måneder.

- Det er korrekt. Jeg har de seneste uger haft et par møder (med Ebbe Sand og Jan Bech Andersen red.). Men jeg kan ikke sige, hvad vi talte om, lyder det fra Retov, som tilføjer, at han ikke vil udtale sig om, hvorvidt det handlede om cheftrænerjobbet.

Ifølge avisen skete det med et skævt smil.

Martin Retov og Brøndby kan stadig nå en plads i Europa League-kvalifikationen i næste sæson. Det kræver en sejr over OB på lørdag, hvorefter de skal slå enten AGF eller Randers i Europa Playoff-finalen.