Video : Tipsbladet
Superliga

Henriksen sender anfører på bænken: De andre spillere er vigtigere

Mathias Nielsen forlader senest AC Horsens til sommer, men da et vinterskifte kan blive aktuelt, kommer Horsens-anføreren ikke meget på banen i de kommende træningskampe, fortæller manager Bo Henriksen.

AC Horsens spillede onsdag årets første træningskamp, da "De Gule" besejrede 1. divisionsklubben FC Fredericia med 3-1. 

Flere af holdets profiler var dog fraværende, og en af dem var altså anfører Mathias Nielsen, der tidligere på måneden gjorde det klart, at han ikke forlænger sin kontrakt med AC Horsens efter denne sæson, men i stedet skifter til ligarivalerne fra Randers FC. 

Manager Bo Henriksen har allerede åbent vist sin forståelse og accept af Mathias Nielsens beslutning, men mens mange af profilerne blev sparet mod Fredericia forud for træningslejren i Tyrkiet, blev Mathias Nielsen simpelthen bare fravalgt.

Et skifte til Randers FC kan nemlig komme på tale allerede i dette transfervindue, og i så fald vil Horsens-manageren hellere give minutter i benene til resten af truppen:

- Han kommer ikke til at spille i vores træningskampe, før jeg er helt sikker på, at han også er her i foråret.

- Jeg ved, at Mathias Nielsen vil det bedste for AC Horsens. Han træner godt, og vi gør ham selvfølgelig klar til sæsonstarten. Det kan også godt være, at han får et indhop i en af de næste træningskampe, men de andre spillere er vigtigere lige nu, siger Bo Henriksen til Horsens Folkeblad.

AC Horsens rejser på træningslejr i Tyrkiet på onsdag, den 23. januar, hvor der venter træningskampe mod østrigske Rapid Wien, østrigske Sturm Graz og polske Zaglebie Lubin.