Hits fra 2015: Fodboldens alvorlige hjernesag

 

" Jeg husker det, som var det i går, for det er bare frustrerende det hele," siger Ole Dau med tanke tilbage på lokalopgøret mellem Hvidovre og Avedøre den 10. oktober sidste år.

 

Det var fire dage efter Spillerforeningen var gået ud med oplysningskampagnen omkring hjernerystelser, og den 31-årige angriber havde godt noteret det og læst en artikel på hjemmesiden om emnet, men det var ikke noget, han tænkte videre over, for det var aldrig noget, der havde ramt ham - indtil den fredag aften på " Kæmpernes Arena" som stadion på Sollentuna Allé hedder i folkemunde i Hvidovre.

 

" Jeg hoppede op i en hovedstødsduel mod en forsvarer, men vi kom direkte fra hver vores side og endte med at klaske hovederne frontalt sammen. Det kunne næsten ikke have været mere uheldigt i forhold til, hvordan og med hvor meget kraft vi ramte hinanden."

 

" Modstanderen lå bevidstløs på banen, men kom til sig selv. Han var dog klart groggy, mens jeg havde fået en flænge på siden af hovedet, og det er lidt tragikomisk, at det faktisk er den, der redder mig, for hvis jeg ikke havde fået den, havde jeg nok spillet videre, for adrenalinen pumper, og det gjorde ikke helt vildt ondt. Jeg havde heller ikke nogen symptomer på hjernerystelse, men jeg fik at vide af lægestaben, at flængen skulle syes, så da ambulancen hentede Avedøre-spilleren, blev jeg kørt med bagved i en privatbil, så jeg kunne blive syet."

 

" Og jeg fik jo nærmest at vide på hospitalet, at jeg ikke havde hjernerystelse, fordi jeg ikke var besvimet og fordi jeg ikke havde kvalme, og det er jo farligt at sige til en sportsmand. For vi havde lige vundet et lokalopgør med 3-0, jeg havde selv scoret, og man vil jo bare gerne spille den næste kamp."

 

" Men jeg holdt mig i ro lørdag og søndag, selv om det ikke gjorde så ondt. Jeg var forholdsvis okay. Jeg havde ondt, hvor flængen var, men jeg havde ikke hovedpine, jeg havde ikke kvalme. Men da jeg så mødte på arbejde om mandagen og tændte computeren, der ramte den så. Jeg fik virkelig ondt i hovedet og kunne slet ikke tåle at kigge ind i skærmen. Og det har jeg fået fortalt af flere andre efterhånden, at de har fået at vide, at de ikke har haft en hjernerystelse, men de så har haft det alligevel."

 

" Jeg tor så op til min egen læge, der kunne konstatere, at jeg selvfølgelig havde fået en kraftig hjernerystelse, og det har han så haft ret i, for det har jeg desværre stadig," siger Ole Dau her seks måneder efter, at han slog hovedet sammen med en Avedøre-forsvarer.  Han var ude i fire måneder med sin hjernerystelse, men Hvidovre-angriberen døjer altså stadig med det.

 

" Det er virkelig frustrerende, for ens livsstil er sat på stand by. Jeg kan ikke dyrke motion, jeg kan ikke rigtig passe mit arbejde, fordi jeg sidder på en tegnestue og skal sidde og kigge ind i en skærm og projektere. Jeg kan ikke være i større festligheder med masser af mennesker, jeg kan ikke se ret meget fjernsyn, jeg kan slet ikke læse bøger, jeg kan ikke tåle alkohol, jeg kan ikke drikke kaffe. Det er små ting, det ved jeg godt, men... Det er ikke fordi, at det er en kraftig hovedpine, men det er som en mild tømmermændshovedpine hver dag. Det er nok den nemmeste måde at forklare det på: Tømmermændshovedpine."

 

" Og man bliver jo lidt overladt til sig selv, når man først har været ved lægen og ved neurolog. Så er man sin egen rådgiver og skal selv finde ud af, om det er godt at gå til fysioterapeut, skal jeg forbi en kiropraktor, skal jeg prøve noget alternativt? Jeg har så været heldig, at Hvidovre har sponsoreret nogle behandlinger, og jeg har haft en sundhedssikring gennem mit arbejde, som har betalt noget. Ellers kan det godt blive ret pebret, hvis man ikke kan få noget støtte," siger Ole Dau om den lange kamp, han stadig er i gang med.

 

" Jeg tager små skidt i den rigtige retning, men nogle dage er det virkelig små skridt, og andre dage er det som om, at man rykker en uge tilbage. Det handler også lidt om, hvor meget jeg prøver at presse den på arbejde. Men hvis jeg skal være optimist, så håber jeg, at det er væk om to-tre måneder. Det er der nogen eksperter, der har spået, men man ved det ikke."

 

" Jeg er da også optimist i forhold til at spille fodbold igen. Jeg håber og tror, men man ved det ikke. Og hvordan har jeg det så den dag, jeg står på banen? Hvordan har jeg det med at gå ind i duellerne? Det bliver i hvert fald med hjelm på, det er der ingen tvivl om. Men lige nu er det sekundært," siger Ole Dau om en luftduel, der er blevet siddende meget længe.

 

" Man tænker jo ikke over det, før man står i det. Derfor synes jeg også, at det er essentielt, at der kommer så meget fokus som muligt på hjernerystelser. At man sender budskabet ud. Så kan man spørge, hvad det gør af forskel, for man kan jo ikke operere sådan en skade. Men man kan gøre folk mere bevidste omkring det, så de har mere respekt for det, for det er jo lidt flyvsk det hele."

 

" Jeg får at vide på skadestuen, at jeg ikke har en hjernerystelse, men hvis jeg havde læst en masse om det på forhånd, så havde jeg måske haft det ekstra respekt for det, så jeg havde trukket stikket i en uge eller 14 dage. Hvor jeg bare havde lagt mig i min seng, selv om jeg ikke havde symptomerne. At man bare tager sine forholdsregler," siger Ole Dau om den heldigvis forholdsvis sjældne skade, der ramte ham i oktober, men som han endda ikke er alene om i Hvidovre, for forsvareren Anders Vestergaard, der kom til fra Skive i januar, har stadig sin debut til gode, efter han ramte ind i en målmand i en træningskamp.

 

På den ene side minder forløbene meget om hinanden, for den eneste grund til at Vestergaard ikke spillede videre var en flænge, der skulle syes, og han fik også at vide, at han godt kunne spille kamp om mandagen. Men halvanden dag senere, aftenen før den træningskamp som han havde planlagt at spille, blev han pludselig svimmel, og det er han stadig her otte uger senere. Han har ikke ondt i hovedet, men han er konstant ør, og derfor har han hverken arbejdet eller spillet fodbold siden da.

 

" Jeg havde slet ikke tænkt, at det var noget, der ville holde mig ude så længe. Hvis det var sket i en turneringskamp, hadve jeg været klar til at spille videre, men nu er det svært at sætte en tidshorisont på. Min største last er at læse, men det kan jeg ikke. Jeg får det ringe. Jeg kan ikke bruge mine øjne til aktivitet, for så får jeg tilbagefald. Før jeg mødte Ole, troede jeg, at en hjernerystelse var noget, hvor man havde ondt i hovedet et par dage, men det har det heller ikke været for mig," siger den anden uheldige Hvidovre-spiller, Anders Vestergaard.

 

Begge spillere blev altså ikke diagnosticeret med hjernerystelse med det samme, hvilket viser, at det både kan være svært at opdage, og at det tager tid - og det har man ikke så meget af midt i en fodboldkamp.

 

" Hvis man overhovedet er i tvivl, så skal man skiftes ud, for det er det simpelt hen ikke værd," siger Mads Øland med tanke på den risiko for forværring, der kan være, hvis en hjernerystet spiller kommer på banen igen.

 

" Men der er jo ikke nogen læger, der kan alt, og det her er ikke så nemt endda, så der er grænser for, hvor meget man kan bebrejde dem. Den helt klare hjernerystelse kan alle læger se, men det er jo grænsetilfældene, der er problemet, de tilfælde hvor det rammer hen ad vejen. Der skal man have en særlig uddannelse eller træning, så vi er nødt til at få lavet et system, hvor man får opdaget de her skader. Der er bare nogle regler i fodbold, der gør det hele lidt besværligt, modsat ishockey, håndbold og amerikansk fodbold, der har oplevet nogle meget alvorlige skader med hjernerystelser."

 

" I NFL er det dommerne, der dømmer spilleren ude ved mistanke om en hovedskade, og så bliver spilleren kørt i omklædningsrummet, hvor de gennemgår diverse tests, og man tager den tid, der skal til. De læger, der kan det der, de skal bruge et kvarter til tyve minutter, før de er sikre, og i både håndbold og ishockey kan man godt sidde ude i en periode og komme ind, men det kan man ikke i fodbold.

 

Der er lidt hårdere konsekvenser af en udskiftning sportsligt set, men dem er man nødt til at tage, for det er simpelt hen for farligt at spille videre med det," siger Mads Øland.

 

" FIFA har et arbejde i gang, men problemet er vores regler, i og med at vi ikke har en stor bænk og løbende ind-og udskiftninger, som man har i de andre sportsgrene. Det er det, der giver FIFA problemer. De ved udmærket godt, det jeg også siger om hjernerystelser, og de har en både stor og effektiv medicinsk afdeling, der laver et fornuftigt stykke arbejde, men det er svært at løse."

 

" For hvad nu hvis et hold får to udskiftninger inden for fem minutter af T T forsigtighedshensyn? Hvad nu hvis Chris Smalling og Phil Jones havde slået hovederne sammen i starten af Manchester-derbyet her i weekenden, hvad gør man så? Står der så en ekstern læge på sidelinjen og siger, at de to skal skiftes ud. Der er ikke nogen nem løsning, som der er i andre idrætsgrene, hvor man godt kan bruge 20 minutter på at undersøge en skade, og det er også derfor, at FIFA ikke er kommet ud med en tju-hej løsning, for det har nogle konsekvenser i spillet," siger Mads Øland.

 

Men der er i hvert fald kommet mere fokus på hovedskader, både i forhold til at dommeren skal stoppe spillet, hvis det er mistanke om det, og i forhold til hårde sanktioner ved en albue i hovedet, hvilket ifølge en norsk undersøgelse medførte en nedgang i antallet af hovedskader fra 226 til 184 i Norges bedste række fra 2010 til 2011.