Hits fra 2015: Fodboldens alvorlige hjernesag

Generelt set findes der nu ikke ret mange undesøgelser om, hvor stort problemet med hjernerystelser er i fodbolden. Der er lavet masser af undersøgelser i USA omkring blandt andet amerikansk fodbold, men den europæiske udgave af slagsen er ikke dækket på samme måde. I en litteraturgennemgang om emnet refererer cand. scient. fys Rasmus Skov Sørensen til en undersøgelse af ulykker i Danmark fra 1990 til 2009, hvor en procent af alle skadestueregistrerede skader fra fodbold (og håndbold) er hjernerystelser, respektive 370 og 120 om året. Men det dækker ikke alle uheld vurderer fysioterapeuten.

 

" Jeg tror, at der er en del tilfælde, der ikke bliver registreret. Hvis du bare går ned i 2. division, vil der ikke nødvendigvis være en fagperson til stede hver gang, og så bliver det hurtigt en vurdering, hvor spilleren bliver spurgt: " Er du til stede?," og han svarer " ja, ja." Alle vil jo gerne have, at man spiller videre.

Hvis folk har mistet bevidstheden, siger det sig selv, men der er den der gråzone, hvor man er på nippet til det. Så jeg tror, at der er mange tilfælde, hvor det ikke bliver vurderet korrekt, og derfor kan man heller ikke registrere det, hvis der ikke er nogen, der melder, at der er sket en hovedskade. Det vil være et større system at sætte i gang, hvis man skal lave en undersøgelse af det her, særligt under eliteniveau for der er jo mange flere, der spiller på motionsniveau. Men det er relevant at søge ind på følgerne af en hjernerystelse, for det kan gå grueligt galt."

 

" Det er også svært at forebygge de her ting. Hvis du får en albue i hovedet eller bliver sparket, så kan det være, at din modstander får gult eller rødt, men det forhindrer jo ikke, at det sker en anden gang. Det er meget sværere at forebygge og ændre. Man kan registrere nok så meget, men det er svært at stoppe," siger Rasmus Skov Sørensen, der i øvrigt også arbejder som fysioterapeut i håndboldklubben Ajax.

 

Men selv om der altså ikke er meget talmateriale at arbejde med i forhold til antallet af hjernerystelser, så fylder emnet mere og mere, og derfor udgav DBU også en folder i januar, der henvendte sig til både eliten og bredden, blandt andet børnefodbolden hvor hovedstød er blevet et emne, efter amerikanske forældre har lagt sag an mod FIFA for ikke at tage problemet med mulige hjernerystelser efter hovedstød blandt børn alvorligt nok. Men sagerne fra VM var også med i overvejelserne.

 

" Det var også en af grundene. Vi har jo også nogle årlige møder med landsholdslæger, klublæger og fysioterapeuterne, og der må vi sige, at det er lægen, der skal afgøre det, ikke træneren. Hvis der er en læge til stede, må han påtage sig ansvaret, og det må gøres klart i klubberne, at det er lægen, der afgør det. De kommer ikke ind igen, hvis ikke de er klar. Så det var forskellige ting, der spillede ind," siger formanden for DBU's medicinske gruppe Per Bjerregaard om folderen om et emne, der ikke fyldte ret meget tidligere.

 

" Der har faktisk næsten ikke været noget fokus på det. Ja, på lægesiden og fysioterapeutsiden har der selvfølgelig været det, men det er jo lige pludselig blevet noget, som alle i fodboldverdenen og på fodboldbanerne skal være opmærksomme på. Forældrene er blevet opmærksomme på det og snakker om det, og så kan det ikke nytte noget, at trænerne ikke har nogle svar at give. Og vi prøver at få det med på træneruddannelsen også, så man er opmærksom på, hvad man skal gøre, hvis nogen slår hovedet," siger den mangeårige Brøndby-læge.

 

" I min tid i Brøndby har der da været et par spillere, der fik en hjernerystelse og blev slemt skadet. Så man passede på dem og sagde, at det ikke bare var fire dage, de var ude. De fik ikke lov til at træne, før jeg gav dem lov. De tilfælde findes, men de er heldigvis sjældne."

 

" Vi ser jo både i den hjemlige og i de udenlandske ligaer, at tempoet stiger, og der kommer flere og flere skader fra albueslag. Som regel er det jo ikke for at skade modstanderen, men spillerne skal bruge albuerne for at komme højt nok op. På eliteplan ville jeg tro, at hvis man ellers kunne måle det, så ville det nok være flere med mindre hjernerystelser. Men det er jo ikke givet, at man får en hjernerystelse fordi man får en albue i ansigtet. Der er jo en læge inde, og det tyder jo ikke på tegn på hjernerystelse, når de kommer ind og spiller igen."

 

" Men hvis en spiller ikke er helt frisk i løbet af meget kort tid, når lægen er inde, så skal de ikke spille mere. Så tager man dem ud, og så laver man nogle neurologiske tests, og hvis de ikke er i orden, så må de ikke komme ind, og det er også den holdning, som lægerne har. For hvis spilleren fortsætter, kan de symptomer, man har, blive forlænget, og de kan også blive kroniske. Hovedpine, svimmelhed og så videre."

 

" Hvis man får en hjernerystelse, skal man straks holde ro, og derfor er det også vigtigt, at spilleren bliver holdt i ro uden for banen. Det vi så under VM var helt uacceptabelt. Desuden kan symptomerne jo tiltage, så derfor er det også vigtigt, at lægen kan følge det med spilleren uden for banen, hvis det skulle blive værre," siger Per Bjerregaard.

 

Trods den øgede fokus efter VM kunne man dog stadig i efteråret se Chelsea-målmand Thibaut Courtois spille et kvarter efter et voldsomt sammenstød i feltet, mens Basel-angriberen Gonzalez blev ramt af Porto-keeperens knæ, da han scorede til 1-0 i en Champions League 1/ 8-finale, men alligevel spillede videre i 10 minutter, selv om han så meget groggy ud.

 

Så det sker på alle niveauer, at spillere spiller videre, for hjernerystelser er en svær størrelse at opdage, men konsekvenserne af dem kan være voldsomme.

 

Da Atle Roar Håland var 16-17 år gammel fik han en hjernerystelse, men siden da gik han fri, selv om han spillede som hårdfør centerforsvarer i blandt andet OB og AGF. Næsen brækkede han til gengæld nogle gange, og det gjorde han også ved et uheld i optakten til foråret 2013.

 

Det var dog ikke umiddelbart værre end, at han kontaktede sin kone og bad hende sende hans gamle maske ned til træningslejern, så han om ikke andet kunne få nogle træningspas i benene, men sådan gik det slet ikke - og det var ikke, fordi masken var blevet væk.

 

Atle Roar Håland fik nemlig også en hjernerystelse ved slaget, og den ramte hårdt.

 

" Kroppen føltes anderledes. Jeg blev ramt på koncentrationen, på humøret. Jeg kunne ikke se tv eller kigge på min telefon i ret lang tid, og jeg fik også en mærkelig snurrende fornemmelse ud i mine arme og mine ben. Som når benet sover. Og det kan jeg stadig mærke nu her to år efter. Jeg bliver også ekstremt træt hurtigere end før. Mit hoved bliver træt."

 

" Jeg føler måske, at der er en lille bedring. Jeg kan for eksempel tage en løbetur, det kunne jeg ikke i starten, men det går meget langsomt. Den neurolog, jeg gik til i Danmark, sagde, at det måske varer 10 år, før jeg bliver frisk," fortæller den 37-årige Atle Roar Håland i telefonen fra Norge.

 

Planen havde været at lukke karrieren med et par sæsoner for hjemegnens Start Kristiansand, men det var helt umuligt på grund af hjernerystelsen, og nu arbejder han i stedet som spiller-og trænerudvikler for det norske fodboldforbund i Agder Fotballkrets.

 

" Jeg har ansvaret for mange unge spillere, som jeg passer godt på, for det er vigtigt, at man ikke tager nogle chancer. En fodboldkamp har ikke så stor betydning i forhold til, at man kan få problemer resten af livet."

 

" Men det er svært i en kamp, for der er så meget adrenalin, og man vil bare tilbage på banen igen. Jeg har selv været der. Man tænker ikke klart. Så der må være nogle personer rundt om holdet, der tager et ansvar og ikke tænker på resultatet, men kun har spillerens interesse i tankerne. Det skal være det medicinske hold omkring holdet, der bestemmer. Ikke spilleren eller måske en presset træner," siger Håland, der trods problemerne arbejder på fuld tid.

 

" Ja, det gør jeg, men jeg ville jo også gerne have spillet fodbold i mange år. Selv om jeg er blevet en gammel mand, ville jeg gerne have spillet to-tre år mere, men det kan jeg ikke, og det ville jeg heller ikke turde, for hvad ville der ske, hvis jeg fik et nyt smæld?"

 

" Så nu arbejder jeg, men samtidig er det også en kamp i forhold til at være frisk nok til at passe sit arbejde og sin familie og alt det udenom. Det er hårdt. Det er en tung proces med sådan en hovedskade," siger Atle Roar Håland.

 

I DBU's folder om hjernerystelse i forbindelse med fodbold refereres også de retningslinjer for hvilke symptomer, man skal være opmærksom på, og hvilke tests man bør udføre for at finde ud af, om en person har fået en hjernerystelse eller ej.

 

Omkring symptomer listes der 24 forskellige, der skal give mistanke om hjernerystelse, så de almindeligt kendte som kvalme og opkastning er ikke nok. Desuden skal man tjekke evnen til at huske, hvilket kan gøres med fem spørgsmål til spilleren om, hvilket stadion han befinder sig på, hvilke halvleg det er, hvem der sidst har scoret, hvilket hold han spillede på i sidste uge og hvordan det gik i den seneste kamp, holdet spillede.

 

I NFL er den test udbygget til også at indeholde ord-og talrækker, der skal huskes, mens årets måneder også skal nævnes i korrekt rækkefølge. Endelig skal der udføres en balancetest, hvor spilleren står med fødderne bag hinanden, holder hænderne på hofterne og skal holde balancen i 20 sekunder med lukkede øjne. Hvis der sker mere end fem fejl på de 20 sekunder (for eksempel at hænder flyttes eller øjne åbnes), kan det skyldes en hjernerystelse.

 

" Enhver spiller med mistanke om en hjernerystelse skal straks tages ud af spillet og vurderes af lægefagligt uddannet person Er man i tvivl om diagnosen hos en spiller under en kamp, skal spilleren tages ud af kampen/ træningen. Ingen kamp eller træning er vigtigere end hensynet til en hjernerystelse og de følger, den kan medføre," som der står i folderen.

 

" Hjernerystelser i forbindelse med fodbold," som DBU's medicinske gruppe har udarbejdet i efteråret 2014.