Video : Tipsbladet
Superliga

Hjemvendt venstre back bliver gerne nogle år endnu i Randers

Kevin Conboy vil gerne fortsætte i Randers FC, hvis han får muligheden.

Han har stadig næsten to år igen af sin aftale med Randers FC, men venstrebacken Kevin Conboy, 30 år, åbner nu for at forlænge sin aftale med kronjyderne.

Randers-backen kom til klubben for lidt mere end et år siden efter seks år i hollandsk fodbold, og han har været så glad for sit første år i Randers, at han gerne fortsætter nogle år endnu.

- Jeg kunne sagtens ende med at være her i lang tid. Jeg har det godt her og nyder at tage til træning hver dag og spille kampe. Jeg har også lært, at i fodboldverdenen kan det gå utrolig stærkt, så man skal aldrig sige aldrig. Jeg lever lidt i nuet og nyder at være her nu, og så er det jo ikke kun op til mig at vurdere, om jeg skal være her, for klubben har jo også en indflydelse, siger Kevin Conboy til Randers Amtsavis.

Kevin Conboy kom frem i Esbjerg, inden han i 2011 skiftede til NEC i Holland. Derfra gik turen videre til FC Utrecht, inden han altså i sommeren 2017 skrev under på en aftale med Randers FC, hvor han er fast mand på holdkortet, når han ikke er skadet. Skader har Conboy nemlig haft en del af.

I denne sæson har Kevin Conboy, der også har en enkelt A-landskamp på cv'et, spillet ni Superliga-kampe.