Video : Tipsbladet
Superliga

Hjulmand efter AGF-snitter: Vi skal nok få rettet op på tingene

FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand maler ikke fanden på væggen efter klubbens 2-4-nederlag til AGF og ser i stedet frem til træningslejren på La Manga.

FC Nordsjælland fik lørdag en leksion af AGF, der vandt 4-2 i en træningskamp efter at have udspillet FCN i første halvleg, som blev vundet 4-0.

FCN-cheftræner Kasper Hjulmand ser dog ingen grund til bekymring, selvom specielt præstationen i første halvleg var utilfredsstillende. Det siger han til klubbens hjemmeside.

- Jeg er helt rolig. Vi stillede to hold i dag, og vi skal finde ud af at sætte spillerne rigtigt sammen, så vi ikke laver de store fejl, som vi gjorde i dag, siger Hjulmand og fortsætter:

- Det var klart ting i dag, der var under niveau, men vi har prøvet det før og skal nok få rettet på meget af det og få bygget videre på det positive. Jeg er rolig og glæder mig til arbejdet på træningslejren. Vi lavede også mange gode ting i kampen i dag, og vi tager til La Manga for at arbejde med en masse positiv energi.

Benjamin Tiedemmann Hansen og Mikkel Rygaard stod for FC Nordsjællands to mål i kampen.