Hobro-emne hyldes som Sveriges bedste
Superliga

Hobro-emne hyldes som Sveriges bedste

Angriberen Nyasha Mushekwi var tæt på at skifte til Hobro i vinterpausen - nu hyldes han som målkongen af Allsvenskan.

Sensationsoprykkerne fra Hobro har været heldige og ikke mindst rasende dygtige i denne sæson, og derfor ligger nordjyderne i en sikker position i ligaen langt væk fra den nedrykning, alle på forhånd havde spået dem til. Det er svært at argumentere for, at noget som helst er gået skvæt for Hobro i denne sæson.

Alligevel må oprykkerne ærgre sig en smule over, at det ikke lykkedes at skrive kontrakt med angriberen Nyasha Mushekwi i vinterpausen. Forwarden fra Zimbabwe var til prøvetræning i Hobro, og meldingerne gik på, at en aftale ville falde på plads, men i sidste ende valgte Mushekwi at skrive kontrakt med svenske Djurgården.

Og her har han allerede været en kæmpe succes.

I seks kampe er det blevet til fem mål, og det gør ham til den mest scorende i Allsvenskan sammen med Malmös Jo Inge Berget. Onsdag blev han dobbelt målscorer og lavede en enkelt assist i Djurgårdens 3-1-sejr over Falkenbergs FF.

Nu hyldes han som den bedste angriber i Sverige.

- Han topper topscorerlisten, og han er nummer et i Allsvenskan lige nu. Lige nu er han den bedste i ligaen. Han er fantastisk. Han timer altid rigtigt. Han er en god spiller og en rigtig dygtig afslutter, siger holdkammeraten Sam Larsson til fotbollskanalen.se.

I stedet for Nyasha Mushekwi lykkedes det Hobro at slå klørerne i Mikkel Beckmann.