Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro IK forlænger med Jesper Bøge

Jesper Bøge har underskrevet en ny kontrakt med Hobro IK, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2021.

Hobro IK og Jesper Bøge er blevet enige om at forlænge samarbejdet med yderligere tre år, og det betyder, at Hobro IK får glæde af forsvarsspillerens kvaliteter frem til sommeren 2021.

Den 27-årige fynbo, der har fået størstedelen af fodboldopdragelsen på FC Midtjyllands fodboldakademi, har i denne sæson både spillet højre back og midtstopper.

Jesper Bøge skiftede i vinterent 2013 til Hobro IK fra FC Fyn, og forsvarsspilleren glæder sig over at forlænge aftalen. 

- Jeg er jo super glad for at være i Hobro IK, så forlængelsen kom helt naturligt for mig. Vi har et super hold, som jeg også har lyst til at være en del af i de kommende år. Både holdet og jeg selv er inde i en rigtig positiv udvikling, og jeg er spændt på at se, hvad vi sammen kan drive det til, siger Jesper Bøge til klubbens hjemmeside.

- Der er mange gode mennesker i og omkring klubben, som betyder meget for mig. Jeg har det rigtig godt med både mine holdkammerater og vores trænerteam, som viser mig masser af tillid. Så jeg er rigtig glad for kontraktforlængelsen, slutter Jesper Bøge.

Hobro IK’s sportschef, Jens Hammer Sørensen, er ligeledes tilfreds med kontraktforlængelsen.

- Jesper har været i klubben i snart fem år og er efterhånden blevet en af vores egne. Han står for meget af det, vi gerne vil her i Hobro IK. Han er en dygtig forsvarsspiller, som er god på bolden og som kan skabe ro i vores spil. Jeg vil også karakterisere ham som en leder, forstået på den måde, at han på sin egen stille facon er med til at trække tingene i den rigtige retning. Så jeg er naturligvis meget tilfreds med, at vi er blevet enige om at forlænge aftalen, udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen til klubbens hjemmeside.

Jesper Bøge har spillet 137 kampe for Hobro IK og er kommet på måltavlen tre gange.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.