Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro lejer ung ghaneser i Manchester City

Collins Tanor, der er på kontrakt i Manchester City, er blevet udlejet til Hobro IK. Han har en fortid i FC Nordsjælland.

Han har egentlig været i dansk fodbold i to år tidligere, men det er ikke mange Superliga-kampe, han er noteret for. Faktisk kun otte af slagsen. Men nu får han muligheden for at få nogle flere.

Den 20-årige midtbanespiller er nemlig blevet udlejet fra Manchester City til Hobro IK for resten af denne sæson. Det bekræfter den danske klub i en pressemeddelelse.

- Collins fik tidligere på sommeren mulighed for at vise sig frem her i klubben, og det gjorde han godt. Han er en alsidig midtbanespiller, der både kan indtage en defensiv og en offensiv rolle, så han er en rigtig spændende tilføjelse til vores spillertrup, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

Ghanesiske Tanor var senest på leje i belgiske Beerschot Wilrijk. Det kastede dog kun to kampe af sig i det halve år, han var der. Nu ser han frem til at komme tilbage til Superligaen.

- Jeg har fået et rigtig godt indtryk af Hobro IK, hvor jeg er blevet taget rigtig godt imod, så jeg ser frem til at spille for klubben. Det altoverskyggende mål er selvfølgelig at klubben skal forblive i Superligaen, og jeg vil gøre alt for at hjælpe med at indfri det mål, siger han.

Hobro oplyser, at hans arbejds- og opholdstilladelse endnu ikke er på plads.