Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro overvejede at droppe træningslejr: Nogle vil kalde det dobbeltmoralsk

Hobro IK overvejede at droppe vinterens træningslejr i Tyrkiet på grund af landets krig i Syrien, men har valgt at holde fast i turen. Det er både et praktisk og et økonomisk valg, erkender sportschefen.

FC København og Brøndby IF har droppet Dubai som træningslejr, efter klubberne kom under heftig kritik for at vælge et sted, hvor styret anklages for krigsforbrydelser, og hvor udenlandske arbejdere lever som slaver.

Tidligere på efteråret sagde sportschefen i Hobro IK, Jens Hammer Sørensen, at hans klub gik med lignende tanker om Tyrkiet og overvejede at droppe turen derned på grund af landets krigsførelse i Syrien.

- Vi har som alle mulige andre set den seneste tids udvikling dernede, og det er noget, der bekymrer os. Vi vil jo gerne sende de rigtige signaler som fodboldklub, sagde han til BT.

De overvejelser er endt i, at holdet tager af sted alligevel. Sportschefen fortæller til tipsbladet.dk, at beslutningen er truffet af både et praktisk og et økonomisk hensyn:

- Vi har gjort os alle mulige overvejelser. Også økonomiske. Det er for at sige det, som det er. Vi har betalt et stort depositum, og nu er det, som om der er mere ro på dernede, siger Hammer Sørensen.

Læs også:Superliga-klub genovervejer træningslejr i Tyrkiet: Det bekymrer os

Kampene er ganske rigtig stilnet af i forhold til, da invasionen begyndt i oktober; omvendt hævder både Amnesty International og de amerikanske myndigheder at have set beviser for, at tyrkiske og tyrkiskstøttede tropper har begået krigsforbrydelser.

Jens Hammer Sørensen erkender også, at balancegangen er svær. Hvor meget skal man som fodboldklub tage samfundsforhold med i sine beslutninger? Skal man holde sig væk fra et helt land, fordi det fører krig, og nogle af dets soldater anklages for overgreb?

Og vejer de hensyn tungere end de sportslige af slagsen? For hvis Hobro ikke var taget til Tyrkiet, var træningslejren slet ikke blevet til noget.

I vil gerne sende de rigtige signaler. Synes du, I gør det?

- Det er et svært spørgsmål. Det er lidt at gå på kompromis. Men vi må også bare sige, at vi arbejder for en klub, der har en økonomisk grænse. Det er man nødt til at forholde sig til. Vi får rigtig meget for pengene i Tyrkiet, og vi ved, at vi får en rigtig god træningslejr, siger sportschefen.

Læs også:Hobro har opgivet at forlænge med profil: Forhandler om salg i stedet

- Det er derfor, vi har taget derned før. Præsident Erdoğan har også siddet der et stykke tid, så nogle vil omvendt sige, at det ville være dobbeltmoralsk at stoppe nu.

Hammer Sørensen påpeger også, at så vidt han ved, ejer Recep Tayyip Erdoğan eller hans inderkreds hverken hotellet eller de trænings- og kampbaner i Tyrkiet, som Hobro IK skal bruge.

Tipsbladet.dk har tidligere beskrevet, at danske klubber har benyttet stadioner og hoteller, som styret i Dubai ejer - og at pengene, som FCK og FC Midtjylland betaler, i sidste ende havner i det lokale regimes hænder.

Hobro er langt fra den eneste Superliga-klub, der rejser til Tyrkiet. Også OB, SønderjyskE og Randers FC tager på træningslejr på de kanter. De gjorde det allerede klart i oktober, at invasionen af det nordlige Syrien ikke gav anledning til at genoverveje turene.

Læs også:Hobro vil holde på mindst én af to forsvarere: Jeg kan ikke undvære begge

Læs også:Hobro-sportschef tror stadig på projektet

Læs også:Hobro-anfører er ked af de seneste præstationer