Hobro præsenterer millionoverskud
Foto: Tipsbladet
Superliga

Hobro præsenterer millionoverskud

Hobro IK har præsenteret et overskud på en million kroner, ligesom man forbereder en udviklingen af forretningen

Hobro IK har fem point op til overlevelse, inden Superliga-foråret starter denne weekend, men uden for banen går det godt for sidste sæsons store overraskelse.

Tirsdag aften meddeler klubben således i en pressemeddelelse, at man igennem det seneste regnskabsår har øget omsætningen med 10 millioner kroner, og at man står tilbage med et overskud på en million kroner. Samtidigt vil man på aftenens generalforsamling søge opbakning til at adskille bredde- og ungdomsafdelingen fra den professionelle afdeling, der skal udskilles til sit eget selskab.

Formand Steen Juulsgaard fortæller i en pressemeddelelse, at de administrative ændringer er en nødvendighed, hvis man også fremover skal være i den bedste række. Der skal endnu mere fokus på forretningen, lyder det.

- Vi ønsker også fremover som fodboldklub at kunne begå os på højeste niveau i Danmark, og det kræver, at vi får et selskab og en tilhørende bestyrelse, der har en mere forretningsorienteret tankegang og et stærkt fokus på de aktiviteter, der skal sikre økonomien bag klubbens bedste fodboldhold, siger han

Hobro IK er gået fra en omsætning på 23,2 millioner kroner sidste år til 33,3 millioner dette regnskabsår. Det hænger bl.a. sammen med 4 millioner ekstra kroner i sponsorindtægter, der er vokset fra 6 til 10 millioner kroner, mens man i TV-indtægter har fået ekstra 5 millioner kroner i forhold til sidste regnskabsår, hvor Superliga-fodbold kun fyldte efteråret. Driftsoverskuddet på to millioner kroner ender efter renter og afskrivninger med et overskud på en million kroner.

- Vi kan præsentere endnu et millionoverskud efter et år præget af et stort byggeri med mange ekstraordinære omkostninger, hvilket jeg er ovenud tilfreds med. Vi har i løbet af de senere år investeret samlet 60 mio. kroner i faciliteterne omkring DS Arena, og klubbens egenkapital er nu på 39 mio. kroner, lyder det.