Hobro-profil efter blamage: Jeg har ikke lyst til at have det på mig
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Hobro-profil efter blamage: Jeg har ikke lyst til at have det på mig

Det passer Rasmus Minor Petersen ret dårligt, at han og Hobro IK tabte 3-0 til Randers FC. Dermed hænger holdet fast i bunden af tabellen.

Før weekendens Superliga-runde lå Hobro IK og Randers FC relativt tæt på hinanden i Superliga-tabellen. Kun to point adskilte klubberne. Men efter deres indbyrdes opgør er de en del af hver deres ende af rækken.

Randers banker på til toppen med en aktuel femteplads, mens Hobro kun holder OB under sig. Årsagen er, at Randers vandt 3-0 i et opgør, der ellers så ganske lige ud i de første 40 minutter.

I Hobro er de langt fra imponerede over deres egen præstation, således heller ikke Rasmus Minor Petersen, der som midtstopper var en del af det forsvar, der svigtede.

- Der er noget kynisme og noget hårdhed, som vi bliver nødt til at få lagt på vores forsvarsspil. Det gør selvfølgelig rigtig ondt, når man er forsvarsspiller, og det er ikke noget, jeg har lyst til at have på mig, siger han til Nordjyske.

Hobro-forsvaret er i det hele taget det, der har lukket flest mål ind i sæsonens første seks runder med 15 af slagsen. De næstdårligste, OB og Vendsyssel FF, har indkasseret 11 scoringer.

I det lys er det måske glædeligt, at den næste modstander er AGF, der med fire sæsontræffere er det hold, der har scoret færrest gange. Det opgør spilles på fredag.