Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-profil frygtede karrieretruende skade: Jeg er lettet

Martin Mikkelsen var bange for, at hans knæskade ville være så alvorlig, at den ville true hans fodboldkarriere, men så galt går det ikke. Han er dog ude i seks-otte uger og ærgrer sig over, at han misser sæsonafslutningen.

Der var både godt og dårligt nyt for Martin Mikkelsen, da han i går var til scanning med sit knæ. Det gode er, at skaden ikke truer hans karriere. Det dårlige er, at han ikke kan hjælpe Hobro IK i de forestående overlevelseskampe.

Mikkelsen pådrog sig en knæskade i seneste runde mod AaB, og han hørte et smæld, da det skete, så han frygtede det værste. Så galt gik det trods alt ikke, og det er han selvfølgelig glad for. Men fraværet i sæsonens allermest afgørende kampe ærgrer ham alligevel.

- Jeg er både lettet, men også utroligt trist over, at min sæson allerede nu er forbi. Omvendt skal jeg selvfølgelig være glad for, at det ikke var decideret karrieretruende, for i fredags havde jeg da mine bange anelser over, hvad det kunne være, siger Martin Mikkelsen til Nordjyske.

Ledbåndsskader er selvsagt aldrig velkomne, men Mikkelsens kommer alligevel på et usædvanligt dårligt tidspunkt. Hobro står over for to kamp mod Vejle Boldklub, hvorfra taberen rykker direkte i 1. division. Vinderen møder nummer to fra 1. division om en plads i Superligaen.

Mikkelsen har været fast mand for sit hold i denne sæson og kun misset fire kampe. Han spås en pause på seks-otte uger, og dermed håber han, at han kan være med igen, når Superligaen - eller 1. division - starter op efter sommerferien.