Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-profil har rejst sig fra sygesengen: Jeg er sikker på, vi klarer den

Edgar Babayan missede det første opgør mod Vejle, men Hobro-profilen er klar til søndagens skæbnekamp i Nørreskoven.

Hobro IK kan rykke ud af Superligaen søndag eftermiddag.

Himmerlændingene tabte det første opgør mod Vejle Boldklub med 0-1, og derfor er holdet pisket til at vinde udekampen på søndag. Sker det ikke, må Hobro en tur ned i NordicBet Ligaen. 

Hobro IK måtte undvære en sygdomsramt Edgar Babayan i hjemmekampen, men han er nu klar til at hjælpe sin arbejdsgiver i kampen mod overlevelse.

- Jeg er rask og klar til at spille igen, og jeg ser rigtig meget frem til kampen. Det var meget irriterende at sidde udenfor sidst, men jeg støttede gutterne hjemmefra, så meget jeg nu kunne, siger Edgar Babayan til tipsbladet.dk.

Han er meget fortrøstningsfuld inden søndagens skæbnekamp.

- Jeg er sikker på, vi klarer den. Vi havde et lille overtag i den første kamp, synes jeg, og når de kan slå os på hjemmebane, kan vi også slå dem på deres hjemmebane. Sværere er det heller ikke, selv om det selvfølgelig er svært. Vi skal spille vores eget spil og være dygtige til at lukke af i defensiven, og så tror jeg på, det nok skal gå, siger offensivspilleren og fortsætter:

- Jeg synes, Vejle er gode med bolden, men hvis jeg skal være helt ærlig, så fokuserer jeg kun på os selv. Vi skal sørge for at ramme vores topniveau, og så handler det om at være cool og tålmodig, selv om det er os, der skal jagte. Det kan godt ske, at Vejle kommer til at have bolden mest, men jeg er sikker på, vi kan ramme dem med vores kontrastød. 

Edgar Babayan fortæller, at optakten til Vejle-kampen har båret tydeligt præg af, at der er noget særligt på spil.

- Man har godt kunnet mærke, at det har det været en speciel uge – det er jo lidt liv eller død, det handler om nu. Vi har haft fokus på hver eneste detalje og et specifikt fokus på Vejle. Normalt begynder vi måske at fokusere på den kommende modstander nogle dage inden kampen, men i hele den her uge har der kun været et fokus rettet mod Vejle, siger han.

Der er kickoff mellem Vejle Boldklub og Hobro IK søndag klokken 16.00.