Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-profil udtaget til Iraks landshold - misser Horsens-kamp

Hobro IK har givet Frans Dhia Putros fri, så han kan repræsentere det irakiske landshold, der søndag møder Palæstina.

På søndag den 5. august spiller Iraks landshold en venskabskamp mod det palæstinensiske landshold i Ramallah, og her kan Hobro IK's Frans Dhia Putros få landsholdsdebut. 

Den alsidige forsvarsspiller har nemlig fået fri af Hobro IK, der samme dag møder AC Horsens, så han kan slutte sig til landsholdet. Han vender først tilbage til klubben mandag den 6. august. Det skriver klubben på deres hjemmeside.  

Hobro IK's sportschef, Jens Hammer Sørensen, tror, at landsholdsudtagelsen kan gavne Putros' udvikling og dermed også klubben. Det fortæller han til klubbens hjemmeside. 

- Vi tror på, at sådan en tur med landsholdet er rigtig godt givet ud. Frans kan lære en hel masse ved at være afsted, hvilket er godt for hans personlige udvikling og dermed godt for Hobro IK. Vi tror også, at vi får en glad og topmotiveret spiller tilbage derefter, og derfor vil vi ikke stå i vejen for Frans' mulighed for at repræsentere Irak, selvom det betyder, at vi må undvære ham i søndagens kamp, forklarer Hammer Sørensen.

Putros har tidligere været udtaget til Iraks landshold, men han har endnu ikke været i aktion for landsholdet.