Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-spiller: Vil tage en startplads i Malmö og til U21-EM

Anel Ahmedhodzic er glad for sin udlejning til Hobro IK, som han vil bruge som affyringsrampe til at gå ind på holdet i sit elskede Malmö FF og kvalificere Sverige til U21-EM.

11 sølle minutter var alt, hvad det kunne blive til af spilletid for Anel Ahmedhodzic i foråret. Han er til gengæld kommet noget så eftertrykkeligt efter det på denne side af sommerferien.

Den svenske lejesvend er startet inde i alle Hobro IK's 12 Superliga-kampe, og han har spillet fuld tid i 11 af dem. Kun i opgøret mod FC Nordsjælland måtte han udgå med en skade undervejs.

Læs også:Stort overblik: Brøndby giver klart flest Superliga-minutter til udlændinge

Ahmedhodzic er svært tilfreds med sin beslutning om at lade sig leje ud til Himmerland, og spilletiden, han får i Danmark, skal han bruge som affyringsrampe til at komme på holdet hjemme i Malmø.

- Jeg elsker Malmö FF, og det kommer jeg altid til at gøre, og jeg fortryder på ingen måde, at jeg kom tilbage (fra Nottingham Forest, red.), selv om foråret var hårdt for mig. Mit mål for næste år er at tage en startplads i MFF, men det eneste, jeg fokuserer på lige nu, er at gøre det så godt som muligt der, hvor jeg er, siger Anel Ahmedhodzic til det svenske fodboldforbunds hjemmeside.

Læs også:Ny Hobro-spiller nyder udleje: Folk i klubben er virkelig søde

Hobro-stopperen er i øjeblikket med det svenske U21-landshold, som har to EM-kvalifikationskampe for Island og Luxembourg foran sig. Ahmedhodzic' næste mål er at komme til slutrunden.

- At blive udtaget til landsholdet som en af de bedste i sin alder er godt, og det er altid rigtig sjovt at være med. Nu vil jeg også opleve et U21-EM, siger han.

20-årige Ahmedhodzic er noteret for fire U21-landskampe og i alt 47 U-landskampe for Sverige. Holdet møder Island lørdag.

Læs også:Hobro-stopper spillede med Bendtner i England: Jeg tager mig af ham

Læs også:Månedens Hold i Superligaen - september