Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-træner skuffet over Brøndby-nederlag: Vi er nogle amatører

Cheftræner Allan Kuhn var bestemt ikke imponeret over de mål, som Hobro IK lukkede ind mod Brøndby IF søndag. Han syntes ellers, at holdet spillede den perfekte kamp.

Det har været en hård begyndelse for Allan Kuhn i Hobro IK, i hvert fald målt på point. For holdet har nu spillet tre Superliga-kampe uden gevinst, og dermed ligger himmerlændingene sidst i Superligaen.

Det var ellers så tæt på, som da kan være, da Brøndby IF søndag gæstede Hobro. Først dybt inde i overtiden scorede Mikael Uhre til 1-2 og skaffede sit hold sejren. Og det ærgrede cheftræner Kuhn.

Begge Brøndby-mål kom efter dødbolde, og det huer ikke den tidligere mestertræner med Malmö FF, at hans hold tabte på netop den måde.

- Jeg synes, at vi byder Brøndby op til dans. Jeg synes, vi er gode. Jeg synes, vi er dygtige, men vi er også nogle amatører på de to mål, vi slipper ind, siger han til TV3 Sport.

- På det her niveau må man ikke slippe sådan nogle mål ind. Havde de lavet et mål, hvor de spiller igennem os, det kunne jeg leve med, men ikke på to standardsituationer på den måde. Vi taber vores markering, kommer forkert ud, vi ryger på en hjørnesparkskombination. Det gør helt vildt ondt, fordi jeg synes, vi spiller den perfekte kamp, men taber 2-1.

Hobro-træneren syntes ellers, at kampen forløb så godt, som man kunne forvente, og at der var tydelige fremskridt at spore sammenlignet med seneste runde, hvor holdet tabte 0-3 hjemme mod FC København.

Mindre imponeret lød Brøndby-trænet Alexander Zorniger, da han efter kampen evaluerede Hobro således i BT:

- Vi har besluttet os for at spille offensiv fodbold. En 3-5-2 er en dyb og defensiv opstilling, som kun fokuserer på defensiv stabilitet og på dødbolde. Og det var næsten nok mod os i dag, men ikke helt.