Video : Tipsbladet
Superliga

Holmstrøm om sit farvel: Har været et privilegium

Den afgående næstformand i FC København, Niels Christian Holmstrøm, er stolt af den rejse, som klubben har været i gennem.

En af de allerstørste skikkelser i FC Københavns historie takker i næste måned af. Niels Christian Holmstrøm, der har været med siden FCK's fødsel i 1992, og som nu er næstformand i Parken Sport & Entertainment, fratræder sin stilling som næstformand ved generalforsamlingen i april. 

Holmstrøm har således været en del af den rejse, der indeholdte et par magre resultater i 1990'erne, til i dag, hvor de har konsolideret sig som en nordisk gigant. Og den rejse er hovedpersonen stolt af. 

- Jeg synes, det har været et privilegium at være med i så mange år. Det er jo helt tilbage fra, at FC København stort set kun var en strøtanke. Det var en af de første overbygningsaftaler, der blev lavet i dansk fodbold, og det var mange skeptiske over for. Og man må jo bare sige, at det trods alt har vist sig at være mere end en døgnflue, siger Holmstrøm til ritzau. 

72-årige Niels Christian Holmstrøm fortsætter som formand i KB, som er en af de to moderklubber, indtil 2020.