Holst/Saag-samarbejde gav SIF sejren
Hverken AC Horsens eller Silkeborg havde inden dagens møde på CASA Arena noget at spille for, og det kunne ses på kampen, der foregik i al fred og fordragelighed. Ingen af de to mandskaber kunne nå at rykke ud eller sikre sig medaljer.
Efter halv time, hvor en stor chance til Henrik Tømrer Pedersen og et stolpeskud af Gilberto Macena var det eneste nævneværdige, meldte kampens helt store profil, Kaimar Saag, sig ind i kampen.
Efter 32 minutter bragte den estiske angriber nemlig gæsterne foran, da han uden de store problemer kunne kvittere for Christian Holsts fornemme forarbejde ved at gøre det til 1-0.
Scoringen var måske ikke helt fortjent, idet Horsens havde siddet på det meste af spillet, men som sædvanlig var målene en mangelvare for Den Gule Fare. Efter scoringen fastholdt hjemmeholdet initiativet, men Silkeborg formåede at forsvare 1-0-føringen til pausen.
2. halvleg startede meget jævnbyrdigt, men igen var det Silkeborg, der kendte sin besøgelsestid bedst, og så kunne Troels Bechs mandskab reelt afgøre kampen efter 55 minutter. Præcis som det var tilfældet i 1. halvleg, servicerede Christian Holst Kaimar Saag med en god aflevering, og også denne gang vidste angriberen, hvor målet stod. 2-0.
Med ti minutter igen lykkedes det dog Horsens at få bragt sig tilbage i kampen. Morten Rasmussen blev væltet omkuld i det kriminelle felt, og så kunne den helt store Horsens-profil i denne forårssæson, Niels Lodberg, gøre det til 1-2 fra 11-meter pletten.
I den resterende del af kampen fik Horsens etableret et lille pres, men helt farligt blev det aldrig, og så kunne Silkeborg ganske retvisende for deres forårssæson slutte af med en sejr og tre point. Imponerende hvad Troels Bech og co. har udrettet i denne sæson!
I Horsens-lejren kan man fortsat glæde sig over, at den også står på Superliga-fodbold til næste sæson. Som oprykker er det bestemt ikke noget, man bør tage for givet.