Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens bytter målmand og er klar til at sende rekordkøb i kamp

Det tyder på, at Matej Delac får hjemmebanedebut, og Sivert Heltne Nilsen får AC Horsens-debut, når holdet søndag får besøg af Hobro IK.

Denne uge har AC Horsens' nyeste spiller fyldt mere i medierne, end klubbens indkøb plejer at gøre. Dels fordi Sivert Heltne Nilsen var den dyreste i klubbens historie, dels fordi det var et overraskende skifte fra Norges tophold, Brann, til en forholdsvis lille Superliga-klub.

På søndag får fodbold-Danmark så første lejlighed for at se ham levere varen på banen, når Horsens får besøg af Hobro IK. Horsens Folkeblad skriver, at den nye midtbanekommandør er udset til at starte inde allerede efter fire træninger med holdet.

Horsens-manager Bo Henriksen forventer da også, at Heltne Nilsen skal spille en nøglerolle for Den Gule Fare.

- For mig drejer det sig om at finde mennesker, som har vision, energi, power, og som vil det helt vildt gerne. Det vil ham her. Han vil vinde for enhver pris, og det kan jeg godt lide. Men jeg har nu heller ikke mødt mange trænere, der ikke kan lide det, sagde Bo Henriksen forleden til tipsbladet.dk.

- Han er en god fodboldspiller, men også en hård hund. Det vigtigste for mig var at få en leder mere ind. Det har alle fodboldhold brug for, og han er meget verbal. Til det hold, vi har med nogle unge mennesker, er det fint at få en type ind, som snakker meget. De ældre typer, vi har - uden at forklejne dem - er ikke de mest snakkesalige.

Derudover er der udsigt til comeback til den nye målmand Matej Delac. Han blev skadet i opvarmningen til kampen mod Randers FC i anden spillerunde, men han er nu klar til at spille hjemme på Casa Arena for første gang.

Derudover er der godt skadesnyt fra anfører Mathias Nielsen, Jonas Borring og Sammy Skytte, der allerede forventes at indgå i truppen. Førstnævnte er dog næppe klar til startopstillingen, melder Horsens Folkeblad.