Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens forstærker sig gevaldigt: Lejer tidligere profil i FCM

Ayo Simon Okosun skifter tilbage til AC Horsens på en lejeaftale, der gælder frem til årsskiftet. Det bekræfter klubben i en pressemeddelse lørdag eftermiddag.

I sommeren 2018 skiftede den høje midtbanespiller fra AC Horsens til FC Midtjylland, efter han med flere flotte præstationer havde udmærket sig. 

Nu går turen så tilbage til Casa Arena på en lejeaftale, der gælder frem til årsskiftet. Og det er noget, der glæder Horsens-træneren Bo Henriksen. Han forklarer, at Okosun er præcis den slags tilgang, man har sigtet efter at få fingrene i. 

- Vi har fra starten af det her transfervindue ønsket at styrke truppen, så vi bliver endnu mere konkurrencedygtige, og det er fantastisk, at vi her 10 dage før transfervinduet lukker er kommet i mål. Vi kender Ayo, og alle husker den kæmpe indflydelse, han havde sidst, han var i klubben, og han kommer til at gøre en forskel fra dag ét.

- Han er en rigtig dygtig spiller, der mestrer at spille flere positioner, og som menneske passer han perfekt ind i vores klub. Både FC Midtjylland og vi har en kæmpe interesse i, at Ayo præsterer på et højt niveau i de kommende 14 superligakampe og pokalkampe, og jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en markant profil for os, siger han ifølge klubbens pressemeddelse. 

Hovedpersonen selv ser også frem til at blive en del af Horsens-truppen igen. 

- Jeg glæder mig til at komme tilbage på CASA Arena Horsens og til at få en hverdag med mange af dem, jeg kender rigtig godt, og jeg vil arbejde hårdt for at få en masse spilletid og kæmpe med drengene. Jeg havde et fantastisk år i AC Horsens, hvor jeg spillede min første sæson i Superligaen, og vi opnåede en plads i top seks, selvom vi var dømt til nedrykning. Vi havde et super sammenhold, og jeg husker tilbage på året med enorm stor glæde, og AC Horsens har en stor plads i mit hjerte, siger Okosun ifølge pressemeddelsen. 

Lejeaftalen gælder med øjeblikkelig virkning, og derfor bliver det spændende at se, om Ayo Simon Okosun allerede kommer i aktion for Horsens, når de mandag møder AaB på udebane.