Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens-indkøb scorede i sin debut: Det var lige det, jeg drømte om

Louka Prip Andreasen scorede et mål i sin første kamp for AC Horsens. Det var han efterfølgende svært tilfreds med.

Han var kun to dage inde i sin fire år lange kontrakt med AC Horsens, men Louka Prip Andreasen gjorde allerede i går positivt opmærksom på sig selv. Han scorede det første mål i testkampen mod FC Fredericia og var dermed medvirkende til, at Superliga-mandskabet vandt 3-1.

Selv om det bare var en træningskamp i midten af januar, var det noget nær den perfekte start på tilværelsen som Superliga-spiller. Efterfølgende var den nyslåede Horsens-mand da også godt tilfreds med sin uofficielle debut.

- Det var megafedt. Det var lige det, jeg havde drømt om, selv om jeg selvfølgelig godt kunne mærke, at jeg er kommet til at spille på en klub, hvor niveauet er højere, end jeg er vant til i 1. division, sagde Louka Prip Andreasen til Horsens Folkeblad.

I mandags kom kantspilleren til AC Horsens fra 1. divisionsholdet Hvidovre IF, mens han har en fortid som ungdomsspiller i Brøndby iF. De to øvrige målscorere for Horsens var Hallur Hansson og Kasper Junker.

Det var årets første kampoplevelse for De Gule, der i næste uge drager på træningslejr i Tyrkiet. De åbner foråret, og Louka Prip Andreasen får chancen for at få Superliga-debut, ude mod Hobro IK 10. februar.