Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens og Vejle deler i halvkedelig nulløsning

Der kom ikke gang i det polerede spil, da AC Horsens og Vejle Boldklub spillede 0-0 i fysiskpræget rivalopgør.

Hjemmeholdet fra AC Horsens havde noget at revanchere fra sidste uge, hvor Vejle slog de gulblusede med 3-0, og det formåede de til et vist punkt. I en halvkedelige affære endte det 0-0 på CASA Arena i Horsens.

Gæsterne fra Vejle startede, som de sluttede i sidste kamp med at dominere på bolden. Desværre for dem fik de ikke rigtig skabt chancer, men i stedet forsøgte de med skud fra distancen.

Netop et skud fra distancen skulle blive kampens måske farligste forsøg. Allan Sousa tog sig af et frispark efter 28 minutter. Brasilianeren kanonerede bolden på overliggeren, og Matej Delac i Horsens-målet stod som forstenet, men han slap med skrækken.

Inden pausen burde en meget tændt Hallur Hansson, som torsdag bar anførerbindet, måske have fået sit andet gule kort for en hård tackling, men han blev på banen. Mod slutningen fik værterne også deres bedste chance efter en god udfordring af Junker, men afslutningen blev svag.

Hvor det var Vejle, der dominerede før pausen, tog Horsens over i anden halvleg med stor fysisk tilstedeværelse. I flere momenter var det lige ved, at de gulblusede sled sig igennem, men Mads Greve og resten af Vejle-forsvaret holdt stand.

Vejle ville gerne have haft straffespark i starten af anden halvleg, da Allan Sousa udfordrede den noget tungere Mikkel Qvist, men dommer Tykgaard vurderede, at han smed sig for let.

Efter en times spil burde dommeren måske have fløjtet straffespark i den anden ende. Kasper Junker skar ind foran Mads Lauritsen, som så ud til at puffe Junker til jorden. Igen vinkede Tykgaard afværgende til stor frustration for Horsens-mandskabet.

Tilbagevendte Søren Reese havde hjemmeholdets største mulighed få minutter senere, da han headede et indlæg fra Bjarke Jacobsen på stolpen.

Ind ville bolden ikke i Horsens, og derfor endte det 0-0. Til sidst havde ingen af holdene energi til at angribe, og så fes det hele lidt ud. Horsens har mest at bruge resultatet til, da de distancerer sig fra SønderjyskE og Vejle.