Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens-profil: Hvis du har opskriften på overlevelse, må du gerne sende den

AC Horsens kan sikre overlevelse på søndag, men holdet kan også forlænge sin i forvejen dårlige stime. Peter Nymann håber, at Den Gule Fares erfaring med plaoffkampe kommer dem til gode.

Peter Nymann og AC Horsens har stået i den her situation før. Dengang begyndte de også sæsonen fint, men faldt så i niveau og var tæt på at rykke ud. I 2017 lykkedes Den Gule Fare med at redde sig i yderste instans, men spørgsmålet er, om holdet kan gentage den bedrift.

Lige nu har Horsens retning direkte mod 1. division. Holdet har ikke vundet i ni kampe, og det har ikke scoret i fem. Det sidste er negativ klubrekord i Superliga-regi.

På søndag venter så AGF, og hvis Horsens får flere eller lige så mange point i den kamp, som SønderjyskE gør mod Vejle Boldklub, er holdet sikret en ny sæson i den bedste række. Hvis ikke, fortsætter kursen mod nedrykning.

Den dårlige stime har været hård ved spillernes tro på egne evner, så Peter Nymann er opsat på, at de tipper marginalerne i deres favør for en gangs skyld.

- Hvis man har set vores seneste kampe, har det været tydeligt, at vi ikke har spillet frit. Når man spiller frit, tager man løbene, og man tror på, at man får bolden. Det har været tydeligt i de her slutspilskampe, at vi har forsvaret målet i stedet for at angribe modstanderens mål, siger Nymann til tipsbladet.dk.

- Vi har følelsen af, at det har været små marginaler, der har ændret kampenes billede. Man kan tage kampen i Vejle (3-0-nederlag). Vi følte, vi stod godt og ikke gav meget væk, men Vejle fik straffe, og det ændrede kampbilledet. Man kunne se, at selvtilliden og troen på os selv røg ud efter scoringen.

Derfor handler det om at have modet til at angribe mod AGF og ikke være bange for at komme bagud og måske falde sammen igen. Det er bare lettere sagt i interviews end gjort på banen.

- Det er helt sikkert vigtigt. Men det er svært at styre. Så hvis du har opskriften på det, må du meget gerne sende den, smågriner Peter Nymann.

Opgøret mod AGF minder på sin vis om en playoffkamp, mener AC Horsens-backen, og han håber, at holdet kan drage fordel af sin erfaring med netop den slags kampe. I 2017 var Horsens gennem seks playoffkampe, før holdet klarede skærene.

- Jeg håber da, at det kan hjælpe os, men det er svært at sige, om det kan det. Vi har i hvert fald prøvet det før, og man kan godt sammenligne den sæson med den, vi er i nu. Der lå vi også okay til, og da det spidsede til, spillede vi ikke den fodbold, vi havde gjort indtil da. Dengang fandt vi også, da det virkelig blev presset, et ekstra gear eller en måde at klare den på, siger Nymann.

Tiden er ved at være ind til at finde det igen.