Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens-profil matchvinder mod sit gamle hold: Scorer ikke jo ikke et hav af mål

Bjarke Jacobsen scorede karrierens sjette ligamål, da AC Horsens vandt 0-1 mod Jacobsens gamle holdkammerater fra Vendsyssel FF. Det gjorde oplevelsen speciel for midtbaneslideren.

Det er ikke unormalt, at AC Horsens scorer på hovedstød i forbindelse med en dødbold. Det hører til gengæld til sjældenhederne, at det sker på en returbold, efter bolden har ramt overliggeren, og næsten lige så sjældent, at Bjarke Jacobsen står bag målet.

Midtbanemanden blev dog ikke desto mindre matchvinder, da han og resten af Den Gule Fare gæstede Vendsyssel FF. Det var Jacobsens sjette ligamål i karrieren og det endet af slagsen i denne sæson.

Det gjorde i sig selv scoringen til noget særligt, og det faktum, at det faldt på hans gamle hjemmebane, bidrog kun til den fornemmelse.

- Det var dejligt at være tilbage. Det er virkelig et super sted, og jeg har så mange gode minder fra min tid heroppe. Det var selvfølgelig lidt specielt at score heroppe. Nu scorer jeg jo ikke et hav af mål, så at jeg skulle score her, det er selvfølgelig specielt, siger Bjarke Jacobsen til Ritzau.

Man må formode, at målet også kom bag på Nicolai Flø i Vendsyssel-målet. Da Jacobsen scorede mod FC København tidligere på sæsonen, skrev Flø på Twitter:

- Tror aldrig jeg har oplevet Bjarke J score før, ikke engang til træning i syssel. Bo H må kunne trylle.

Efter han så selv indkasserede et sjældent Bjarke Jacobsen-mål, erkendte han på samme medie, at han måske selv havde bragt uheld over sit hold.