Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens-profil nærmer sig klarmelding

Superliga-klubben AC Horsens kan se frem til at få sin forsvarsleder tilbage.

Det ligner ikke, at Bo Henriksen og AC Horsens skal sig en tur i top seks i denne sæson, men det ligner heller ikke, at det er en klub, der kommer i nedrykningsfare.

Klubben ligger i øjeblikket nummer 10 i Superligaen, men der er seks point ned til SønderjyskE på 11. pladsen og bare et enkelt point op til FC Nordsjælland på syvendepladsen.

Og der kan være gode ting i vente for Horsens-holdet, som ikke er langt fra at få sin forsvarsleder tilbage.

Søren Reese, der er lejet i FC Midtjylland denne sæson, har ikke spillet i foråret, fordi han har døjet med en skade, men nu ser det ud til, at forsvarsspilleren snart er klar igen. 

- I næste uge håber jeg at kunne træne med i fuldt omfang, og så må vi se, hvor lang tid, der går, før jeg kan spille, siger Søren Reese til Horsens Folkeblad.

Reese, der har en fortid i Viborg og Jammerbugt, er nok ikke klar til at gå i aktion lige med det samme, men efter landskampspausen senere i måneden kan det måske tænkes, at den 25-årige forsvarsspiller vender tilbage på banen for AC Horsens.

Indtil videre har han spillet 17 Superliga-kampe for AC Horsens - han har lavet to mål.