Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens-profilens dom: Vi skal være pisse irriterende

Frem mod Superliga-start tager tipsbladet.dk en snak med en spiller fra hver af de 14 klubber om den kommende sæson. Her er det Rune Frantsen fra AC Horsens.

FC Københavns titelforsvar, hele ligaens jagt på top 6 og historisk mange nedrykkere.

Lige om lidt begynder en ny Superliga-sæson, der tegner til at blive en neglebidende en af slagsen. Frem mod sæsonstart tager tipsbladet.dk en snak med en spiller fra hver af de 14 klubber om forventningerne til sæsonen.

Her er det Rune Frantsen fra AC Horsens, der har ordet.

Hvad forventer du af den kommende sæson for dit hold?

- Vi skal være pisse irriterende og svære at spille imod. Vi skal desuden have skabt os en solid hjemmebane og være kendetegnet ved at være et hold, der arbejder stenhårdt i alle 90 minutter. Og så handler det om at være klar fra start. Det bliver en svær sæson med tre nedrykkere, så vi skal være der fra første runde.

Hvad forventer du af dig selv?

- Det er svært at svare på, for der er mange forskellige positioner i spil for mit vedkommende. Jeg vil gerne være succesfuld og lægge på mit spil, og det vil sige, at jeg skal være mere kampafgørende, hvis jeg spiller på en offensiv plads, og være stabil defensivt, hvis det er der, jeg spiller. Og så forventer jeg, at jeg kommer til at løbe rigtig mange kilometer.

Hvem bliver sæsonens profil i din klub?

- Hallur Hansson har proklameret, at han vil score flere mål end i sidste sæson (syv, red.), og hvis han formår det, er han jo et godt bud. Det, synes jeg, han er under alle omstændigheder. Han har vist, han kan score mål og er en vigtig spiller for os.

Hvad bliver jeres største udfordring?

- Vi skal vende skuden fra foråret, hvor vi langt hen ad vejen ikke var gode nok. Vi skal blive bedre til at hvile med bolden og score mål.

Hvilket hold - og du må ikke sige dit eget - kommer til at overraske i denne sæson?

- Jeg sætter mine penge på OB. Jeg synes, de viste gode takter i foråret, og hvis de kan fortsætte, tror jeg, de får en god sæson.