Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens-spiller: FCK'er er den bedste, jeg har spillet mod

FC Københavns anfører, Carlos Zeca, er den bedste modstander, som Peter Therkildsen har stået over for. Han er næsten umulig at komme forbi.

I sommer kom Peter Therkildsen til AC Horsens, og dermed stiftede han for første gang bekendtskab med Superligaen. Her er modstanderne stærkere end i divisionerne, og den stærkeste hidtil er FC Københavns Carlos Zeca. Det fortæller Therkildsen til ronaldo.com.

Den høje, blonde midtbanespiller kom til Horsens fra Næstved BK før sæsonen, og før det tilbragte han sine første senior- og sine ungdomsår i HB Køge. Som sin bedste medspiller nævner han Tobias Christensen fra Næstved-tiden, men hans bedste modspiller er altså anfører for danmarksmestrene.

Læs også:Horsens-spiller er blevet professionel: Der er godt nok meget fritid

- Den bedste, jeg har spillet mod, må nok være Zeca fra FCK. Han er virkelig svær at sætte én mod én, og så er han dygtig til at læse spillet og modstanderen, så han vinder mange bolde. Så er han selvfølgelig virkelig god på bolden, siger Peter Therkildsen.

Zeca må have gjort et effektivt indtryk på sin gulklædte modstander. Therkildsen fik nemlig kun 14 minutter på banen i sæsonens hidtil eneste kamp mod FC København, hvor han så til gengæld spillede direkte over for Zeca. FCK vandt 2-0.

Læs også:Bo Henriksen: Skal kunne matche SønderjyskE

Skiftet til AC Horsens har i det hele taget været noget af en omvæltning for sjællandske Therkildsen, der er flyttet til Østjylland og ikke mindst er blevet fuldtidsprofessionel for første gang. Som han sagde tidligere på sæsonen:

- Der er godt nok meget fritid, men jeg har efterhånden fundet en god rytme i tingene. Jeg overvejer dog at begynde at studere et eller andet, så jeg får noget andet indhold i hverdagen end bare fodbold. Jeg mener godt, at jeg vil have tid til at læse ved siden af fodbolden, for der er som sagt meget fritid.

21-årige Peter Therkildsen er rejst på træningslejr med resten af Horsens-truppen på Gran Canaria. På lørdag møder de norske Kristiansund.

Læs også:Matchvinder-Therkildsen nyder mange muligheder i AC Horsens

Læs også:Horsens sparer profiler i pokalkamp: Skal være klar til bundbrag på lørdag