AC Horsens har udlejet Mikkel Mena Qvist til islandske KA Akureyri indtil august 2020. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Horsens-manager Bo Henriksen siger, at han glæder sig til at få en bedre Mikkel Mena Qvist retur.
- Som det ser ud lige nu, så har Qvist ikke udsigt til spilletid i AC Horsens, og derfor giver det god mening, at han skifter til en god klub på Island. Han har brug for at spille fodbold igen, og det får han mulighed for i KA Akureyri, fortæller Bo Henriksen.
26-årige Qvist har blot spillet fem kampe for Horsens i denne sæson. Han har været i klubben siden 2017.
Forsvarerens nye arbejdsgiver, KA Akureyri, sluttede på femtepladsen i den islandske liga i seneste sæson.