Hobro IK kom for alvor under pres, da holdet søndag tog imod FC Vestsjælland på DS Arena. Gæsterne kæmper hårdt for at undgå nedrykning i Alka Superligaen, men det så længe ud til, at Hobro kunne tage det ene point ud af en skidt indsats. I kampens sidste minutter blev det dog gæsterne, der grundlagt af Jean-Claude Bozga kunne juble over sejren på 0-1.
Et faktum der skabte store frustrationer i Hobro-lejren efter opgøret. Her mener Mads Hvilsom, at Hobro-mandskabet spillede sæsonens dårligste kamp, mens han ærgrer sig over, at værterne lod de sjællandske gæster dominere kampen igennem:
- Det er forfærdeligt. Jeg har ikke ord for det, og jeg er sindssygt skuffet lige nu. Det var en helt forfærdelig kamp, og det var den klart værste, vi har spillet i denne sæson. Man kan godt have en offday, men vi spiller forfærdeligt. Det var en kæmpe offday, hvor de ville det mere end os. Jeg er sindssygt skuffet, for vi skaber ikke nok, og formår ikke at true dem, siger Mads Hvilsom til Canal 8 Sport efter kampen.
Hobro IK indtager sjettepladsen i Alka Superligaen, hvor oprykkerne står noteret for 39 points i 29 kampe. Dermed er man fortsat langt fra nedrykning, men må samtidig erkende, at det med al sandsynlighed er slut med at drømme om medaljer. Europa er dog fortsat et tema i Hobro, og der er lagt i ovnen til en intens afslutning på sæsonen.