• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga /ritzau/

Sampdoria ville have FCN-profil i januar: Vi var rimelig faste i købet

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Mikkel Damsgaard skifter til sommer til Sampdoria, der dog helst ville have haft danskeren allerede i januar.

Af /ritzau/

19-årige Mikkel Damsgaard forlader til sommer 3F Superligaen og FC Nordsjælland til fordel for Sampdoria i den italienske Serie A.

FCN får dermed glæde af Damsgaards kvaliteter i foråret, men stod det til klubben fra støvlelandet, var offensivspilleren allerede rykket sydpå i vinterens transfervindue.

- Sampdoria har været meget insisterende igennem lang tid og har fulgt Mikkel og i øvrigt flere af vores andre spillere. De har en langsigtet plan med Mikkel, så for ham og os var det perfekt, og Sampdoria var så villige til at vente til sommer.

- De ville gerne have haft ham allerede i januar, men på det punkt var vi rimelig faste i kødet, fortæller FCN-sportschef Jan Laursen og tilføjer:

- Nu starter Mikkel til intensiv italiensk-undervisning i næste uge og kan så hjælpe os igennem et vigtigt forår, så for os var det win-win.

Mikkel Damsgaard glæder sig over, at fremtiden er faldet på plads, og at han nu har de kommende måneder til at forberede sig på sit udlandseventyr.

- Sampdoria har fulgt mig i rigtig lang tid, så de ved, hvad de får. Da jeg var dernede her i vinter, viste de rigtig stor interesse og virkede som nogle fine mennesker. Det er en rigtig fed klub, der ønsker mig det bedste, siger Mikkel Damsgaard.

Offensivspilleren frygter ikke, at han nu bliver bænket i FC Nordsjælland, når det ligger fast, at han er fortid i klubben til sommer.

- Jeg må bare vise, at jeg er vigtig for holdet og derfor skal spille, så vi kan opnå den bedst mulige placering i Superligaen, siger Damsgaard.

Jan Laursen slår fast, at Mikkel Damsgaard konkurrerer om spilletid på lige vilkår med resten af FC Nordsjælland-truppen.

- Trænerteamet skal vinde kampe, så de sætter altid det bedste hold. Hvis nogen skal forbi Mikkel, skal de altså være bedre end ham, lyder det fra sportschefen.

Mikkel Damsgaard står trods sin unge alder noteret for 77 kampe i FCN-trøjen med otte mål og 17 assister til følge.

/ritzau/

Superliga

Mere Superliga

Fokus