Ingen løn: Lyngby-spillere kan forlade klubben - men først om et par dage
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ingen løn: Lyngby-spillere kan forlade klubben - men først om et par dage

Spillerne i Lyngby Boldklub har ikke fået løn i dag. Har de stadig ikke det om tre hverdage, kan de begære klubben konkurs og slippe fri af deres kontrakter. Derefter skal de have dispensation for at skifte til en anden klub uden for transfervinduet.

Onsdag formiddag kunne spillerne i Lyngby Boldklub konstatere, at de ikke har fået deres månedsløn. Dermed går klubbens økonomiske problemer ind i en ny fase.

Får spillerne ikke løn inden for de næste par dage, kan de begære klubben konkurs og som udgangspunkt komme ud af deres kontrakter. Der er dog et par mellemregninger, inden det kommer så vidt.

Hvis lønnen endnu ikke er kommet i torsdag, kan spillerne rykke efter den - det kaldes et påkrav. Det har klubben så tre arbejdsdage til at reagere på. Kommer lønnen stadig ikke, kan spillerne begære klubben konkurs. Det gør deres fagforening, Spillerforeningen, givetvis på deres vegne.

Der kan desuden gå yderligere et par dage, hvis klubben begæres konkurs, og en kurator bliver indsat til at afvikle selskabet. En kurators opgave er at omsætte selskabets værdier til penge og fordele pengene mellem dem, som mangler.

I teorien kan spillerne godt komme ud af deres kontrakter, hvis de ikke får løn, da det vil betragtes som en misligholdelse, uden at de behøver begære klubben konkurs. I praksis kommer det dog næppe til at ske, da spillerne vil have interesse i at få udbetalt deres manglende løn (eller dele af den), hvilket er netop det, som kurator skal sikre ved en konkurs.

Problemet vil være, at Lyngby-spillerne tidligst kan komme ud af deres kontrakter i næste uge, altså på den gale side af transfervinduet. Normalt er det helt udelukket at få flyttet sin spilletilladelse uden for transfervinduerne, hvilket man blandt andet så i tilfældet med Jonas Borring, da han forlod Randers FC.

- En spiller, der er ophævet uden for transfervinduet, kan ikke gå på banen igen før den 1. juli, slog turneringschef i Divisionsforeningen Peter Ebbesen fast i forbindelse med Borrings kontraktophævelse i Randers.

I samme ombæring gjorde han det dog klart, at der er enkelte muligheder for dispensation. Eksempelvis hvis en klub går konkurs, eller den misligholder spillernes kontrakter. Forklaringen skal man finde i DBU's cirkulære 96 § 3.2, hvor der står:

- En tidligere kontraktspiller, hvis spillerkontrakt er bragt til ophør i utide på grund af klubbens konkurs eller anden væsentlig misligholdelse fra klubbens eller spillerens side, kan ansøge DBUs administration om dispensation til at foretage skifte til en dansk klub som kontraktspiller uden hensyn til bestemmelserne om overgangsperioder.

Må ikke give snor
Til DR har anfører Mathias Tauber fortalt, at klubben har bedt spillerne om tålmodighed med at finde en løsning på situationen, og Lyngbys bestyrelse forhandler angiveligt i disse dage med mulige investorer, der kan overtage klubben.

Bestyrelsen skal dog arbejde hurtigt, hvis ikke processen med påkrav, konkursbegæring og misligholdte kontrakter skal sættes i gang. For selv om bestyrelsen måske kan finde en løsning inden for et par uger, må spillerne ikke give den lang snor, hvis de vil have deres løn dækket af Lønmodtagernes Garantifond (LG).

LG dækker lønmodtageres løn, hvis deres arbejdsgiver går konkurs, og man må altså ikke tage imod de skatteyderbetalte penge, mens man bare venter på, at arbejdsgiveren retter op på sine økonomiske problemer.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med Spillerforeningens direktør, Mads Øland, som ikke vil udtale sig, før han har været i kontakt med de 48 spillere, der er på kontrakt i Lyngby, og aftalt, hvordan de griber situationen an. 

Opdateret 22.05:
Alle klubbens funktionæransatte er onsdag aften blevet opsagt. Der er dog ikke tale om spillere og trænere, men administrativt ansatte. Læs mere om den sag her. Formand Torben Jensen har i samme ombæring sagt, at han håber, at klubbens senest i weekenden har en redning på plads.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.