Video : Tipsbladet
Serie A

Eriksens gamle klub trækker fra: Snupper sen sejr

I sidste minut tog Inter den forventede sejr over Venezia i Serie A og øger forspringet ned til nummer to.

Topholdet Inter fik tre vigtige point i den italienske Serie A, da Venezia blev sendt hjem fra Milano med et 1-2-nederlag.

Først i sidste minut lykkedes det Inter at tage alle tre point, efter at udeholdet ellers var kommet tidligt foran i opgøret.

Med sejren øger Inter forspringet ned til nummer to, AC Milan, der mandag led et overraskende nederlag til Spezia. Der er nu fem point mellem de to ærkerivaler efter 22 kampe.

Venezia har to point til nedrykningsstregen på 17.-pladsen.

Som forventet dominerende topholdet kampens indledning. Men i stedet var det Venezia, der fik en perfekt start på kampen efter 18 minutter.

Et opspil endte i et tidligt indlæg fra højre side, hvor angriber Thomas Henry steg udækket til vejrs i feltet og headede bolden højt i mål til en overraskende føring.

Den forsvarede de undertippede venetianere frem til fem minutter før pausen.

Endnu en gang var det et indlæg fra højre side, der indledte en scoring. Inter-backen Matteo Darmian slog bolden ind bagerst i feltet, hvor Ivan Perisic flugtede til den.

En i første omgang flot redning førte dog til en returbold, der faldt ud til midtbanespilleren Nicolò Barella. Han sparkede sikkert udligningen i mål.

I anden halvleg var Inter fortsat på bolden meget, men havde svært ved at skabe de store chancer.

Det lignede længe, at Venezia skulle tage et overraskende point med hjem fra Milano, men i kampens sidste minut kom det forløsende mål for Inter.

På endnu en bold fra banens højre side - denne gang fra den indskiftede back Denzel Dumfries - kom bolden i nettet. Den bosniske angriber Edin Dzeko fik hovedet på indlægget og sikrede Inter de tre point.

/ritzau/