Irriteret Riddersholm om bortvisning: Formoder det bliver annulleret
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Irriteret Riddersholm om bortvisning: Formoder det bliver annulleret

Glen Riddersholm blev i de døende sekunder af opgøret mod FC Midtjylland bortvist fra bænken, men han regner selv med at undgå karantæne.

Det var hektisk i slutfasen af opgøret mellem FC Midtjylland og SønderjyskE, som hjemmeholdet endte med at vinde med 2-1.

Først var der en situation omkring fair play, som fik FC Midtjylland-holdet helt op i det røde felt, og efterfølgende var det SønderjyskE-bænken, der appellerede kraftigt, da FCM's Joel Andersson så ud til at have hånd på i feltet. En handling, der ikke blev fløjtet straffespark for.

Situationen endte med at føre til, at SønderjyskE-træner Glen Riddersholm, der har en fortid som chef for FC Midtjylland, blev bortvist.

Dermed står han også til en karantæne, når gruppespillet indledes om et par uger - selv regner han dog med at gå fri af karantæne. På spørgsmålet, hvorfor han blev bortvist, svarede han efter kampen således. 

- Det ville dommeren ikke sige noget om. Grunden til bortvisningen kunne jeg ikke få svar på. Så nævnte han (dommer Jens Maae, red.) noget om fjerdedommeren, men ham snakkede jeg kun med én gang i anden halvleg, så det kan ikke være det. Jeg formoder, det bliver annulleret, når gemytterne falder ned og man ser på det, der foregik i slutfasen, siger Glen Riddersholm til TV3 Sport.

Se hele interviewet med SønderjyskE-chefen herunder.

SønderjyskeE er i pulje med AGF, AC Horsens og Vejle Boldklub i gruppespillet. Holdet har tre point op til de to førstnævnte og otte ned til Vejle.