Video : Tipsbladet
Superliga

Irriteret Ståle: Ung tredjekeeper blev ladt i stikken

FC København-manager Ståle Solbakken mener, at den vikarierende keeper Frederik Ibsen blev ladt i stikken af en dårlig defensiv.

FC København var vaklende i defensiven, da de søndag aften blev besejret med 4-3 af Esbjerg. Især i første halvleg havde de vestjyske værter meget nemt ved at spille sig frem til chancer, hvorfor de også kunne gå til pause foran med 2-0. 

De fire mål gik ind bag en uvant FC København-keeper. Jesse Joronen havde karantæne, og Stephan Andersen døjer med en langtidsskade, og derfor var det den 22-årige tredjekeeper Frederik Ibsen, der vogtede buret mod Esbjerg. Han fik ikke meget hjælp, mener Ståle Solbakken. 

- Jeg er især irriteret over, at Frederik Ibsen bliver ladt i stikken så mange gange. Han fortjente meget mere opbakning fra bagkæden, hvor kun Pierre holder niveau i dag. Det er synd, at han får en dårlig oplevelse, når han nu endelig får chancen, for han har gjort en god indsats på træningsbanen hele året, siger Ståle Solbakken til FC Københavns hjemmeside. 

FC København tabte med 4-0 til FC Midtjylland i sidste weekend, men han mener alligevel, at den defensive præstation var dårligere i dag.

- Men vi giver jo næsten mere væk i dag, end vi har gjort hele sæsonen, og vi leverer en meget ukoncentreret defensiv indsats. Vi lukkede også fire mål ind i Herning, men det var alligevel en anden kamp, hvor de var effektive og scorede på stort set alle deres chancer, men jeg tror, Esbjerg havde 12 store og små chancer i dag, siger Ståle Solbakken.

FC København møder i sidste runde FC Nordsjælland, hvor trofæet skal løftes i Telia Parken.