Islandsk keeper på plads i FCM: Det er et fantastisk miljø
Foto: FC Midtjylland
Superliga

Islandsk keeper på plads i FCM: Det er et fantastisk miljø

Islandsk keepertalent ser skiftet til FC Midtjylland som en mulighed for at udvikle sig og samtidig kæmpe med om titler.

FC Midtjyllands travle sommer fortsætter.

Tirsdag formiddag bekræftede den islandske klub Breidablik UBK, at 18-årige Elias Rafn Olafsson skifter til de danske mestre FC Midtjylland. Og tirsdag eftermiddag kunne midtjyderne bekræfte, at Olafsson har skrevet under på en femårig aftale.

Den 201 centimeter høje keeper ser skiftet som et godt skifte med henblik på at udvikle sig yderligere og vinde titler.

- Jeg var glad da jeg hørte om interessen fra FC Midtjylland. Der er et fantastisk trænings- og udviklingsmiljø i klubben, hvor der samtidig kæmpes med om titler – i Danmark og Europa, fortæller Olafsson, der håber på at vinde mesterskabet og imponere i Europa som sit idol, Thibaut Courtois:

- Jeg regner med, at vi skal kæmpe om titlen i ligaen og så kommer der forhåbentlig nogle fede kampe ude i Europa. Mit store idol er Thibaut Courtois, som jeg senest har fulgt tæt under VM, og det ville være en drøm at gå i hans fodspor med store internationale kampe.

FC Midtjyllands akademichef Flemming Broe slår dog fast, at Olafsson i første omgang skal kæmpe om spilletiden på U19-mandskabet.