Video : Tipsbladet
Superliga

Italiensk medie: Ung FCK'er interessant for Napoli og Fenerbahce

FC Københavns Mads Roerslev er eftersigende en spiller, som er spændende at følge tæt for udenlandske topklubber.

Mads Roerslev er bestemt ikke den FCK'er, som tiltrækker sig mest opmærksomhed, ligesom han langt fra er blandt de spillere med flest minutters førsteholdsfodbold. Alligevel ser det ud til, at den 19-årige back er blevet kendt udenfor landets grænser.

I Napoli-mediet, Napolipiu, bliver der nu meldt om, at syditaliernes sportsdirektør Cristiano Giuntolì havde sendt folk til en kamp i Parken for at se nærmere på den unge dansker, som dog ikke kom på banen i det opgør. Her var der tale om kampen mellem FC København og EfB 9. december.

Her bliver der dog påpeget, at det også var vigtigt at få opbygget en kontakt med spillerens agent Ivan Marko Benes. 

Det er dog ikke kun Napoli, der holder godt øje. Der bliver også meldt om, at der var sendt folk afsted af den tyrkiske storklub Fenerbahce, som tilsyneladende er på udkig efter en ung højreback. Her bliver det desuden også nævnt, at det sandsynligvis er tyrkerne, der ligger bedst i kampen om danskeren.

Endvidere er det særligt Roerslevs offensive egenskaber, som bliver fremhævet som noget, der har fået de to udenlandske topklubber til at bruge tid på at undersøge ham nærmere efter, at man har tjekket en del video ud med ham.

Mads Roerslev har kontrakt med FC København frem til 2021.