Jakob Poulsen vil ødelægge FCK's spil
Illustration
Superliga

Jakob Poulsen vil ødelægge FCK's spil

FC København - FC Midtjylland. Guldkampen står for døren, og Jakob Poulsen mener, det bliver afgørende at stække Cornelius, Jørgensen og Gislason.

Søndagens opgør mellem FC København og FC Midtjylland i Parken bliver den første store styrkeprøve mellem de to mandskaber, der er de fleste favoritter til at løbe med Superliga-guldet.

FC Midtjylland kommer med holdets nye midtbanestjerne Jakob Poulsen, der ikke har tabt i sine seneste fem opgør mod FCK, og Poulsen ved godt, hvad der skal til for at stække Solbakkens mandskab.

- Vi skal være opmærksomme på deres kvaliteter. Cornelius er god i boksen. Hvor er det, han kan lide at placere sig? Den slags skal vi have styr på. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at han som regel header dem ind ved bagerste stolpe. Hvis Nicolai Jørgensen er med, skal vi have et øje på ham som dygtig individualist, der kan lave ting på egen hånd og score fra distancen. Gislason har efter min mening været bedste FCK-spiller i denne sæson. Hver mand skal være forberedt på sin modspiller, som vi også skal, når vi står overfor SønderjyskE. Vi skal ødelægge spillet for dem, men det handler først og fremmest om vores spil, siger Jakob Poulsen til Tipsbladet.

LÆS OGSÅ: Jørgensen som den nye Grønkjær i FC København

Spiller for spiller er FC København bedre end FC Midtjylland. Det indrømmer Jakob Poulsen, der dog også mener, det ikke kun er det, det handler om.

- På truppen er FC København Danmarks bedste hold. Der er stort set to dygtige spillere til hver plads. Men de er ikke spillet helt sammen under Ståle. De har været det bedste hold på point, siden Ståle kom til, men spillemæssigt ved jeg ikke. Der har mange andre hold leveret gode kampe. Det er et godt hold, men det er vi også.

- Det er jo ikke sådan, at de har været usårlige. De er måske stærkere, fordi de har alle mand at skyde med. Men heldigvis er det ikke kun det, det drejer sig om. Det handler om at ramme dagen i en så lige liga som Superligaen. Vi er måske underdogs, men vi kommer ikke ind med bøjede hoveder. Vi spiller vores chance, siger Jakob Poulsen.

Opgøret mellem de to mandskaber bliver fløjtet op klokken 19.00.

Læs hele det interviewet med Jakob Poulsen i Tipsbladet, hvor du også får masser af andre godter om søndagens guldkamp.

Du får Tipsbladet, når du køber Ekstra Bladet.