Jan Bech Andersen færdig som bestyrelsesformand i Brøndby
Foto: Jens Dresling / Polfoto
Superliga

Jan Bech Andersen færdig som bestyrelsesformand i Brøndby

Brøndby skal finde ny bestyrelsesformand - Jan Bech Andersen har valgt at stoppe.

Brøndbys store pengemand, Jan Bech Andersen, sad også som bestyrelsesformand i klubben, men nu er han færdig på posten som bestyrelsesformand.

Det meddeler han via klubbens hjemmeside.

- Efter grundige overvejelser har jeg valgt ikke at genopstille som bestyrelsesformand for Brøndby IF. Det har været et absolut privilegie, en ære, at være bestyrelsesformand for, hvad der i mine øjne er den mest unikke og fascinerende fodboldklub i Danmark. Jeg har altid sagt, at jeg abonnerer 100 % på, at ingen er større end klubben. Fokus skal altid skal være på klubben og ikke et enkelt individ. Grundet det store mediefokus, der har været på min person de seneste uger, har jeg vurderet, at det er bedst for klubben, at jeg ikke genopstiller til bestyrelsen, siger han og forklarer:

- Jeg har alle dage haft ét ønske, og det er, at Brøndby IF forsætter den genrejsning, vi er igennem i disse år, og at vi fortsætter med at udvise den tålmodighed, vedholdenhed og fællesskab, det kræver. Jeg ønsker, at al fokus skal være på det store arbejde, der ydes af medarbejdere og frivillige hver dag, og på hvad der sker på grønsværen, hvor klubben lige nu har et spændende forår foran sig, hvor der spilles med om medaljer i Alka Superligaen og er blot to kampe fra en pokalfinale.

Jan Bech Andersens stop kommer i lyset af sagen, hvor han som bestyrelsesformand har skrevet under navnet 'Oscar' på et fanforum, hvor han blandt andet har ytret sig negativt om nu tidligere træner Thomas Frank samt tidligere sportsdirektør Per Rud.

Der skal dermed vælges ny bestyrelsesformand, når Brøndby IF afholder generalforsamling onsdag den 13. april. Jan Bech Andersen fastholder dog, at han er økonomisk engageret i Brøndby, og han sælger derfor ikke sine aktier - hvor han lige nu har majoriteten i Brøndby.

- Jeg ønsker at gøre det krystalklart, at mit store, økonomiske engagement i klubben som investor og medejer er fuldstændig uforandret, til trods for at jeg ikke genopstiller til bestyrelsen. Jeg har altid sagt, at det ikke er vigtigt for mig at være formand, og ingen må være i tvivl om, at klubbens ve og vel er det vigtigste for mig. Jeg ønsker et bæredygtigt Brøndby IF, både sportsligt og kommercielt. Et Brøndby IF, hvor vi spiller med i toppen af dansk fodbold, hvor talenterne står på spring, og hvor økonomien er i balance uanset spillet på banen, siger Jan Bech Andersen og forklarer:

- Jeg har også altid sagt, at jeg vil være i Brøndby IF lige så lang tid, det kræver - om det så er 10, 20 eller 30 år. Min beslutning om ikke at genopstille til bestyrelsen ændrer intet herpå. Vi har alle ét mål, hvad enten vi er fans, aktionærer, bestyrelsesmedlemmer, sponsorer, frivillige eller medarbejdere. At skabe et bæredygtigt Brøndby IF, der er i balance med sig selv, og indtil da står jeg, som tidligere kommunikeret, økonomisk skulder ved skulder med klubben.

Jan Bech Andersen har siddet som bestyrelsesformand siden 2014.