Video : Tipsbladet
Superliga

Jan Bech Andersen stiller ny garanti i Brøndby

Kommer Brøndby IF i økonomiske problemer i 2020, står Jan Bech Andersen klar til at hjælpe. Hovedinvestoren har således forlænget sit tilsagn om støtte.

For snart to måneder siden gik Brøndby IF ud og lånte 18 millioner kroner af klubbens ejer, Jan Bech Andersen.

Forklaringen var, at der manglede penge i kassen, da Brøndby stadig ikke havde modtaget pengene fra salgene af Frederik Rønnow og Christian Nørgaard, og Jan Bech Andersen sikrede dermed klubben den tilstrækkelige likviditet til at opretholde driften, indtil pengene tikkede ind. 

Det er lån som disse, der hører ind under det tilsagn om støtte, som Jan Bech Andersen i klubbens årsrapport fra 2017 lovede at give Brøndby i regnskabsåret 2018 samt første halvår i 2019. 

Og det tilsagn er nu blevet forlænget:

- Jan Bech Andersen har netop forlænget den støtteerklæring, han afgav i forbindelse med aflæggelsen af årsrapporten for 2017, således at støtteerklæringen nu løber til september 2020, lyder det i Brøndby IF's delårsrapport for de første tre kvartaler af 2018, som blev udgivet onsdag morgen.

Klubejerens garanti er med andre ord blevet udvidet, således at Jan Bech Andersen frem til september 2020 fortsat vil stå klar til at gribe klubben, hvis der opstår økonomiske problemer.