Video : Tipsbladet
Superliga

Jan Bech Andersen rolig ved Retov: Skal genskabe glæden og troen

Jan Bech Andersen er helt tryg ved, at Martin Retov i samarbejde med Matthias Jaissle skal gøre sæsonen færdig i spidsen for Brøndby IF.

Martin Retov er ny cheftræner i Brøndby IF, hvor han har taget over efter Alexander Zorniger, der blev fyret mandag formiddag. Retov er blevet forfremmet fra assistent hos de blå-gule, og han skal i første omgang være cheftræner resten af foråret i tæt samarbejde med Matthias Jaissle.

At man forfremmer assistenten i kølvandet på en trænerfyring er bestemt set før i fodboldens verden, og da Brøndby mandag meldte ud, at man i første omgang gik efter en løsning på den korte bane, var det ikke svært at tænke sig til, at en konstellation med Retov og Jaissle var et meget godt bud.

Sportsdirektør Ebbe Sand har fastslået, at han er ganske rolig ved udsigten til, at Alexander Zornigers to assistenter står med ansvaret resten af sæsonen, og det samme er storaktionær Jan Bech Andersen.

- Jeg er helt tryg ved det valg. At fortsætte med en konstellation, der kender systemet og spillerne giver mening. Vi skal fremelske de kvaliteter, som vi ved, truppen besidder, og så skal vi få genskabt glæden og troen - det er jo ikke sådan, at spillerne pludselig er blevet dårlige fodboldspillere. Nu glæder jeg mig rigtig meget til på søndag, hvor vi skal vaske den grimme plet fra i søndags væk, siger Jan Bech Andersen til tipsbladet.dk.

Martin Retovs første kamp som cheftræner for Brøndby IF bliver på søndag, når Randers FC kommer på besøg på Vestegnen.