Video : Tipsbladet
Superliga

Jan Bech vil have gnisten tilbage: Resultaterne har tæret på troen i spillerne

Det har været en hård tid for Brøndby IF, mens resultaterne har svigtet, men hovedaktionær Jan Bech Andersen er opsat på, at Martin Retov og Matthias Jaissle skal vende det.

Brøndby IF fyrede Alexander Zorniger efter bare ét point i to kampe i foråret, men de dårlige resultater strækker sig længere tilbage. Store dele af efteråret var også utilfredsstillende, og derfor måtte Jan Bech Andersen og klubbens øvrige ledelse træffe det svære valg at tage afsked med en vellidt mand.

I et interview med klubbens hjemmeside forklarer hovedaktionæren, hvorfor de kom frem til den beslutning. De så ikke "målbare fremskridt og udvikling", og derfor var de nødt til at reagere.

Nu håber han, at det nye trænerteam med Martin Retov og Matthias Jaissle i spidsen kan genskabe den glæde, som resultaterne har eroderet.

- Ebbe (Sand, sportsdirektør, red.) og hele den sportslige afdeling skal genfinde spilleglæden og selvtilliden i truppen, da vi har tabt mange kampe i denne sæson. 18 point i de seneste 15 kampe har tæret på troen i spillerne. Ebbe har i samtalerne med Martin Retov og Matthias Jaissle været imponeret af deres arbejde, og derfor har jeg fuld tiltro til, at Martin og Matthias er de helt rigtige til at tænde gnisten og få troen på tingene tilbage, siger Jan Bech Andersen til brondby.com.

- Noget af den gnist skal vi gerne se allerede mod Randers FC på søndag. Vi har spillertruppen til at være med i top tre, og der skal vi gerne ende, når sæsonen er slut, ligesom vi drømmer om at komme i den tredje pokalfinale i træk. Det bliver ikke nemt. Det ved alle i klubben, men det skal heller ikke nemt at være et tophold. Det skal kræve noget ekstra til at blande sig i kampen om titler.

Trods skuffelserne i denne sæson er Brøndby stadig tæt på trejdepladsen og har kun ét point op til Esbjerg fB. Til gengæld er der også kun ét point ned til den forkerte side af top 6 med fire kampe tilbage af grundspillet.

I Sydbank Pokalen møder holdet i næste uge Vendsyssel FF.