Viborg har i klubbens første fire kampe i foråret fået skrabet otte point sammen. To sejre og to uafgjorte - ingen nederlag. Samtidig er mandskabet fra Midtjylland det mest scorende mandskab i Superligaen i foråret, og det hele ser fint ud for tiden for de grønblusede. Og klubbens træner Johnny Mølby var også en glad mand, da Viborgs officielle side fangede træneren.
- Jeg synes, det har været rigtig godt og meget positivt for mig at komme til Viborg. Fra første spilledag og frem til nu er vi kun blevet bedre på alle parametre. Vi har beholdt vores gode organisation, som jeg også synes, at vi havde i starten af sæsonen, og samtidig har vi løbende bygget på med vores boldomgang og chanceskabelse. Lige nu er humøret i top, og når man er inde i en god stime, så ville vi da gerne have spillet i den kommende weekend, men omvendt giver det os også mulighed for lige at få samlet op på nogle ting.
Viborgs næste kamp er mandag den 4. april mod Esbjerg på Blue Water Arena.