Jonas Dal: Havde ikke regnet med sejren
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

Jonas Dal: Havde ikke regnet med sejren

Jonas Dal erkender, at Hobro IK tabte til et dygtigt FC Midtjylland-mandskab lørdag aften.

Hobro IK har haft et flot forår, men måtte lørdag se sig slået. På den midtjyske hede tog guld-favoritterne fra FC Midtjylland sejren på 3-0 efter to scoringen inden pausen, inden Martin Pusic lukkede ballet kort inde i anden halvleg. 

I Hobro erkender træner Jonas Dal da også, at man måtte se sig slået af et bedre mandskab. Træneren glæder sig dog over gode momenter i opgøret: 

- Det er vigtigt, at vi ikke er helt nede i kulkælderen efter denne kamp. Vi møder et stærkt hold, men vi gør det godt. Især i første halvleg er vi godt med. Vi står dybt, og holder dem fra store chancer. Vi vidste selvfølgelig godt, at det ville blive svært, hvis vi stod dybt i hele kampen, siger Jonas Dal til TV3sport1 og fortsætter: 

- Vi havde ikke regnet med tre points, selvom man altid håber. Der var dog mange andre kampe, hvor vi heller ikke havde regnet med at vinde. Selvfølgelig skulle vi have haft point i kampe som den mod SønderjyskE, men foråret er helt klart godkendt for os, udtaler træneren. 

Hobro IK indtager syvendepladsen i Alka Superligaen med 30 points efter 22 kampe.