Når Hobro søndag sparker forårssæsonen i gang, når de krydser klinger med SønderjyskE, så bliver det uden den karantæneramte Jonas Damborg på den centrale midtbane.
Og netop midtbanesliderens fravær har Hobro ikke de bedste erfaringer med. Sidst de måtte undvære Damborg, der løb Hobro nemlig ind i en 5-1-lussing mod FC Midtjylland, men klubbens cheftræner, Jonas Dal, er ikke nervøs for, at Damborgs fravær vl få så stor betydning, når kampen mod SønderjyskE sparkes i gang søndag klokken 14.00.
- Vi har heldigvis også haft kampe, hvor vi har gjort det rigtig godt uden Damborg, så jeg synes egentlig, at vi er kommet af med det spøgelse, siger Jonas Dal til Nordjyske.
- Vi har brugt en del tid på at vise de spillere, der er i spil til den position, en masse video af, hvordan Damborg normalt gør, når han spiller den position. Vi har forberedt dem så godt, vi kunne, og jeg er også sikker på, at det nok skal forløbe fint, siger Hobro-træneren.
Hobro indtager i øjeblikket 8. pladsen i tabellen med 21 point, mens SønderjyskE ligger lige under dem på 9. pladsen med 20 point.