Video : Tipsbladet
Superliga

Joni Kauko: Vi viser stor mental styrke

Esbjergs matchvinder, Joni Kauko, udtaler til TV3 Sport, at Esbjerg-mandskabet udviste stærkt mentalitet i aftenens opgør ovenpå sidste uges kamp mod Randers.

Joni Kauko blev her til aften matchvinder, da Esbjerg fB hjemme slog SønderjyskE med 1-0. I sidste uge scorede han mod sin gamle klub i et opgør, hvor esbjergenserne smed en 3-0-føring.

- Sidste kamp var hård mentalt. Det glemte vi i dag, og vi arbejdede hårdt som et hold. Vi ved, at vi kan score mål, men vi har manglet heldet, og det havde vi i dag, fortæller Kauko til TV3 Sport.

Hovedpersonen selv, som i sommerpausen er skiftet fra netop Randers til Esbjerg, er ikke så overrasket over sin nye rolle som målscorer.

- Jeg ved, hvad jeg kan gøre. Jeg gør det hver dag til træning, så det kommer med selvtilliden, siger han.

På Esbjerg-holdet nyder finnen godt af en lidt anden rolle end den, han havde i Randers. I stedet for at spille 6'er-rollen på den defensive midtbane, er han i Esbjerg rykket lidt frem som 8'er på en tremands midtbane.

- Jeg har frihed til at gå op og være en del af offensiven, fordi jeg spiller mere boks-til-boks, forklarer Kauko.

Med sejren kravler Esbjerg op på en 10. plads i tabellen, mens SønderjyskE ligger nummer 12.