Jubler over Brøndby: Det er næsten en revolution

For bare et par måneder siden sad de fleste af os og stirrede ned i et sort hul af skuffelse, frustration og eksistentielle spørgsmål om, hvorfor vi overhovedet udsætter os selv for det her år efter år. En tæt på rædselsfuld sæson kulminerede med et tabt derby, endnu en trænerfyring, endnu flere ubesvarede spørgsmål og en fornemmelse af, at klubben igen stod ved en skillevej.

Men livet går som bekendt videre, og solen er vist egentlig begyndt at skinne lidt over Vestegnen igen.

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og jeg har heller ikke bestilt tid til at få tatoveret ”The Double 2027” på underarmen. Men jeg må indrømme, at jeg har savnet følelsen af faktisk at glæde mig til næste Brøndby-kamp. Og den er tilbage.

Det er naturligvis alt for tidligt at konkludere noget som helst efter så få spillerunder og med et fortsat åbent transfervindue. Vi Brøndbyfans ved bedre end at lade os rive med af en god august måned. Men samtidig er der heller ingen grund til ikke at nyde det, når tingene faktisk ser lovende ud. For det mener jeg virkelig, at de gør.

Resultaterne har jo unægtelig været gode. Spillet har i perioder været endnu bedre. Og måske vigtigst af alt, så har man fået en fornemmelse af, at der er en idé med det hele. Og netop den følelse har jeg virkelig savnet.

Næsten en revolution

Thomas Nørgaard er kommet til uden de store fanfarer. Han har ikke lovet guld og grønne skove. Han har ikke revolutioneret fodbolden. Til gengæld virker det, som om han har fået spillerne til at forstå, hvad de skal på banen.

Det lyder måske ikke af alverden. Men efter sidste sæson føles det jo næsten som en revolution.

I meget store perioder under Steve Cooper var det meget svært at se, hvad Brøndby ville både med og uden bold. Det skete, at tingene gik op i en højere enhed, eller at man blev reddet på store enkeltpræstationer, men en decideret gameplan var svær at få øje på. Det er det ikke længere.

Der er naturligvis stadig fejl og udfald. Men forskellen er, at fejlene i højere grad virker som en del af en proces (et farligt ord i Brøndby-sammenhæng, jeg ved det,) frem for symptomer på et hold uden retning.

Fundamentet støbes

For første gang i lang tid ligner Brøndby faktisk et hold.

Spillerne arbejder for hinanden. Relationerne ser bedre ud. Der er mere energi i presspillet, og når det så ovenikøbet resulterer i gode resultater, så er det svært ikke at blive lidt begejstret af.

For selvom truppen stadig har sine mangler, og selvom der uden tvivl kommer perioder, hvor tingene hakker, så er der en følelse af, at fundamentet er stærkere, end det har været længe.

Og de ord kan jeg blive tvunget til at æde lynhurtigt, det er jeg pinligt bevidst om. Men jeg kan faktisk godt lide den måde, klubben fremstår på lige nu.

Der er ambitioner uden pral. Begejstring uden hysteri. Og en træner, der virker langt mere interesseret i udvikling end i overskrifter. Og det klæder os virkelig at støbe fundamentet, før vi bygger poolen på tagterrassen med indbygget champagnekøler.

Robust bundniveau skal findes

Kampen mod Sønderjyske viste på meget fin vis, hvor Brøndby befinder sig lige nu.

I første halvleg spillede man noget af det mest underholdende og offensivt sprudlende, jeg har set fra Brøndby i lang tid. Kombinationerne flød, tempoet var højt, presset sad, hvor det skulle, og når først maskinen kom op i gear, var det tæt på berusende at følge.

Kampen viste dog også bagsiden. For da momentum skiftede efter pausen, blev det tydeligt, hvor skrøbeligt fundamentet stadig kan være. Det, der lignede total kontrol, blev pludselig usikkerhed og åbne rum. Anden halvleg var en påmindelse om, at vejen til en god sæson ikke kun handler om topniveau, men også om robusthed.

Topniveauet er højt nok til at slå alle i Superligaen. Men sæsonens udfald kommer sandsynligvis til at blive afgjort af, om holdet kan gøre de berusende perioder til normalen og de skrøbelige perioder til undtagelsen. Det er dér, Brøndbys reelle styrke skal stå sin prøve.

Brikkerne falder på plads

I truppen er der også meget at glæde sig over, hvor flere spillere virker til at have fundet rytmen og hinanden.

Max Ejdum ser ganske enkelt fantastisk ud og spiller med en selvtillid, der lover godt for resten af sæsonen. Bartosz Slisz har været et monster på midtbanen, hvor han giver holdet en ro og sætter standarden både med og uden bold.

Mads Frøkjær har tilføjet mål og assister til sit spil, og pludselig ser han ud som en spiller, der kan levere de afgørende aktioner uge efter uge. Og selvom Luis Binks laver (dumme) tacklinger, der måske i højere grad ses til Sunday League-kampene i hans hjemland, så vinder han også sine dueller.

Dertil kommer Olti Hyseni, som har været afgørende flere gange allerede, samt Oskar Fenger, som ser vanvittigt spændende ud.

Sidst, men ikke mindst, så virker Patrick Mortensen og Daniel Wass til at have fundet sig til rette med at være truppens kloge gamle mænd, som måske skal bidrage mere på træningsbanen og i omklædningsrummet, end de skal i kampene.

Eneste malurt i bægeret er en for bred trup med nogle meget løntunge spillere uden kampbidrag og en lidt bekymrende start fra Jacob Ambæk.

Jeg er dog forholdsvis sikker på, at Julius Ohnesorge arbejder i døgndrift for at få tyndet ud i truppen, og Jacob Ambæk skal også nok komme tilbage. Vi kender hans niveau, og et formdyk er forventeligt for så ung en spiller.

Lang vej endnu

Hvis der er noget, de seneste år har lært os, så er det, at Brøndby sjældent bliver bedre af store ord. Og dem mener jeg, at man har været god til at holde sig fra i klubben.

Historien har til gengæld vist os, at vi ofte bliver bedre af hårdt arbejde, tydelige roller og spillere, der ved præcis, hvad der forventes af dem. Hvis den udvikling fortsætter, kan det her blive rigtig spændende.

Du hører mig bestemt ikke udråbe Brøndby til mesterskabsfavoritter. Med al ære og respekt for de hold, vi har mødt, så venter der større udfordringer forude. Og det er her, holdet skal stå sin prøve.

Himlen er blå, og solen er gul

Hvis holdet fortsætter med at udvikle sig, hvis de unge spillere fortsat får ansvar, hvis den kollektive disciplin bliver ved med at være der, og hvis man kan fastholde den energi, som allerede nu kan mærkes både på banen og på tribunerne, kan det blive en sæson, vi kommer til at huske.

Måske ikke som sæsonen, hvor vi blev danske mestre. Men måske som sæsonen, hvor vi begyndte at ligne os selv igen.

Og efter det kaos, vi lige er kommet ud af, ville det faktisk være en ret fantastisk begyndelse.

Lige nu føles det, som om klubben er på vej et rigtig godt sted hen.

Og det er meget mere værd end en midlertidig førsteplads i august.

Bolden er jo som bekendt i den grad stadig rund. Græsset er stadig grønt. Himlen er stadig blå. Solen er stadig gul.

Og for første gang i lang tid føles det også, som om fremtiden er lys.