I sin fodboldopvækst er Anthony Jung blevet skolet som venstreback, men i går blev tyskeren benyttet på en noget uvant position.
I en træningskamp mod Union Berlin havde den nye manager, Niels Frederiksen, valgt at placere Anthony Jung i det centrale forsvar i første halvleg.
Det var en fin oplevelse, mener Jung.
– Det er en god og mere centralt orienteret position. Man har mere indflydelse på opbygningen, og også mere ansvar. Som jeg tidligere har sagt, er jeg åbensindet. Jeg spiller, der hvor der er mulighed for, at jeg kan hjælpe holdet, siger Anthony Jung til 3point.dk.
– Jeg synes, vi spillede fint i første halvleg, og opbygningsspillet var helt okay. Jeg følte mig komfortabel. Det var selvfølgelig en stærk modstander, og der var meget hype om kampen, fordi de står over for deres første sæson i Bundesligaen. Det var en solid præstation, ikke mere, ikke mindre.
Brøndby IF starter sæsonen på torsdag mod FC Inter Torku i Europa League-kvalifikationen.