Superliga

Kæmpe underskud i AaB

AaB præsenterede i dag et underskud på 50 millioner kroner. Nu skal en kapitaludvidelse sikre forretningens eksistens.

AaB gennemlever på alle måder en svær tid i øjeblikket. Sportsligt er nordjyderne placeret på sidstepladsen i Superligaen, og også økonomisk ser det svært ud for de tidligere mestre.

I dag præsenterede klubben nemlig tallene for regnskabsåret 2010, og her kom det frem, at AaB kom ud med et underskud på 50 millioner kroner før skat.

- 2010 har været et vanskeligt år, men vi har tilpasset forretningen og glæder os over, at det fremadrettede perspektiv tegner en helt ny, slankere og mere fokuseret virksomhed med vægten lagt på vores hovedaktivitet AaB Fodbold, siger direktør Poul Sørensen.

Nordjyderne er dog i gang med en kapitaludvidelse, der skal sikre, at der også spilles fodbold på højeste niveau i Aalborg om nogle år. Kapitaludvidelsen skulle gerne resultere i 50 millioner kroner, og de 32 af dem er allerede garanteret.

- Vi har allerede fået en fantastisk opbakning og håber, at mange flere vil investere i AaB-aktier, når salget skydes i gang i april måned. Vi har brug for alle kræfter. Det er nu, det gælder, og det er nu, der skal handles, siger Poul Sørensen.

På trods af de røde tal kan klubben dog glæde sig over, at resultatet er markant bedre end sidste regnskabsår. Her var underskuddet hele 90 millioner kroner.

AaBs egenkapital er nu på 22,7 millioner kroner.