Video : Tipsbladet
Superliga

Kahlenberg om muligt Brøndby-guld: Det bliver voldsomt

Det nu fodboldpensionerede Brøndby-ikon Thomas Kahlenberg er begejstret for Brøndbys stil på banen og den succes, der er tilbage på den københavnske vestegn.

Thomas Kahlenberg stoppede fodboldkarrieren på med udgangen af sæsonen 2016/17, da Brøndby med den nye tyske træner Alexander Zorniger havde taget det første store skridt i retning af et Brøndby IF tilbage på toppen af dansk fodbold - med en sikker sølvmedalje.

Kalhenberg nyder nu på lidt længere afstand at følge den klub, som hjertet banker for og ser frem til et spændende forår, der bliver skudt i gang med søndagens pokal-kvartfinale mod FC København.

- Det er klart, at inde i Parken vil FCK som regel være favoritter, og det har de også altid været statistisk set, men sidste gang de mødtes i Parken, vandt Brøndby jo for første gang i rigtig mange år, så det giver selvfølgelig tro på tingene ude på Vestegnen og gør det endnu mere lige og jævnbyrdigt – også i forhold til tabellen i ligaen.

- Så det er mere lige, end det har været længe, og samtidig er det jo også specielt med den første gældende kamp efter en lang vinterpause. Den forskel i momentum, som der var i slutningen af efteråret, hvor Brøndby kørte noget bedre end FCK, den er ikke glemt, men der er sket meget siden da. Man har ligget stille i en måned, og så har der været en opstart med træningskampe og skader. På den måde er der måske flere spørgsmålstegn ved den kamp, end der har været ved nogle af de andre, og derfor kan den også gå begge veje. Men det hold, der vinder, får et boost, siger Brøndbys gamle midtbanemand, der har haft stor fornøjelse af at følge tidligere holdkammerater og nye profiler i den gule trøje.

- Det er virkelig underholdende at følge, synes jeg, selv om jeg synes, at presset på modstanderen ikke er helt så voldsomt, som i det første år under Zorniger. Jeg ved ikke, om det er rent taktisk, eller fordi der er kommet nye spillertyper til på midtbanen. Måske har modstanderen tilpasset sig Brøndbys spillestil og har gjort det sværere?

- Men det har været imponerende. Ét er, at man er med i toppen, men den måde, man har gjort det på, fylder lige så meget. Det aftryk man har sat rent spillemæssigt. Det har været mindst lige så afgørende som resultaterne, den måde man har gjort tingene på. Det der tryk man snakkede om i gamle dage, hvor modstanderen blev blæst ud af Brøndby Stadion, det er den følelse, man har fået tilbage, siger Thomas Kahlenberg, mens hans gamle klub ligger på en fin andenplads, lige i baghjulet af kraftigt handlende FC Midtjylland.

Sidst Brøndby blev mestre, var det med en 22-årig Thomas Kahlenberg på midtbanen, så det er efterhånden 12½ år siden, men hvad nu hvis det lykkes i denne sæson? Hvad kommer der så til at ske på Vestegnen?

- Så tror jeg, at det bliver voldsomt. Bare se hvad der skete, da vi vandt inde i Parken og kom hjem til Brøndby Stadion, hvor vilde tilhængerne var. Der er ingen tvivl om, at der vil være en kæmpe forløsning i det. Fantastisk og glædeligt og forløsende. Selv om man er med i toppen af dansk fodbold igen, og man præger det på den måde, man gør, med de positive ting der foregår derude, så er det klart, at mesterskabet vil være det ypperste og en kulmination på det hele. Det vil skabe en voldsom eufori, det er der ingen tvivl om, siger Kahlenberg, mens han i sin begejstring forfalder til et enkelt ”vi” undervejs.

Læs stort interview med Thomas Kahlenberg i Tipsbladet - køb det sammen med Ekstra Bladet fredag.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.